Livvagterne har bestået

Livvagterne - 2

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

”Tønne” (Ellen Hillingsø) og Leon (Thomas W. Gabrielsson), PET-chefen og hendes afdelingsleder for livvagterne. FOTO: DR

Guden beordrer faderen til at ofre sin søn. Faderen adlyder og kun gudens indgriben kan forhindre sønnens død. Det er et flot dramatisk virkemiddel, manuskriptforfatterne Brostrøm og Thorsboe, har skabt: Tilsynekomsten af glasmaleriet med det gammeltestamentlige motiv i de unge livvagters dystre, miljøtunge bolig på ”Trangraven”s rand. Den ene far mistede sin søn og kan nu ikke forlige sig med det – og sidst i afsnittet sidder Rasmus, der netop har været sendt nøgen og forsvarsløs i armene på en gal morder, og analyserer den situation: Hans chef sendte ham derind uden at lade ham kende planens egentlige kerne. Han blev også ”ofret” af sin ”far”, og begge stod deres prøve. Men blodofferet kom alligevel. Måske afsnittets mindst sandsynlige detalje. Ganske modigt arbejder DR ikke med pilotafsnit i dobbeltlængde og med ekstra udstyr. Første afsnit var introduktion til både PET-universet og til de enkelte personer. Det lykkedes at få plads til fantastisk meget – og endda til at bygge et stykke dramatik op, der efterlod os i spænding, nærmest i frit fald. Søndagens afsnit havde helt andre vilkår. Her kunne cliffhanger-spændingen om den søndertævede Eva Enevoldsens skæbne allerede forløses effektfuldt og ganske åndeløst i indkøringen, så vi kunne komme videre ind i personerne og handlingen – og ikke mindst videre med jagten på den desperate attentatmand, Catic. Det er et godt træk, at de fleste hovedroller spilles af unge, ret nye kræfter. Vores tre unge agenter er ikke bare til eksamen i PET, de er det sandelig også i tv. Og det går rigtig godt. Mon ikke vi alle sammen allerede har opbygget klare opfattelser af dem – fået nye, fængslende bekendtskaber her? Det betyder også, at vi vil følge dem spændt og håbe det bedste for dem, og så er bunden jo lagt til en god serieoplevelse med tomme gader søndag aften. Ideen med at bruge lidt mere kendte ansigter i rollerne som de overordnede og VIP’erne fungerer også godt. Ligesom vi jo kender ansigterne på virkelighedens karrieremennesker og politikere, kender vi dem så også lidt i forvejen her. To af seriens klare fund er Lille Kurt i Rasmus Bjergs skikkelse og chefen Leon i Thomas W. Gabrielssons. Rasmus Bjergs rastløst utålmodige befalingsmandsmanerer er både provokerende og charmerende. Og Thomas Gabrielssons på én gang udtryksløse og uudgrundelige blik er fremragende til rollens psykologi: Denne kolde maske dækker over en afgrund af frygtindgydende muligheder, du slet ikke ønsker at kende. Humor er der også plads til i detaljen: Ordvekslingen om høns med hovedet under armen – og det med at krydse vinger, øh, fingre – det gav ”Tønne”, PET-chefen, lidt tiltrængt personlighed. Så tilgiver vi gerne hendes replik: ”Vil han kunne betjene sig af sådan et våben?”. Hvis man ved bare lidt om våbenbrug ville ordvalget klart have været ”Vil han kunne betjene sådan et våben”. Det ville og kunne han jo som gammel jægersoldat. Men ville han også have anbragt sig et sted, hvor han blev oplyst af en projektør? Hm. Vi så også godt, at afsnittets instruktør lagde navn til Sdr. Serup Kirke. Måske mere for at anonymisere kirken end for at fremhæve instruktøren. For det er følsomt at lave drama om så tragiske og nærgående aktuelle ting som danske styrkers tab og deres pårørendes sorg i denne uhyggelige fjerne krig. Men det er godt, at det bliver gjort, endda med en anfægtet forsvarsminister på sidelinjen, for det er alt for let bare at tie om det. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk “Livvagterne” – afsnit 2:10 Koncept og manus: Mai Brostrøm og Peter Thorsboe. Afsnitsinstruktør: Mikkel Serup. Foto: Kaper Tuxen Klip: Søren B. Ebbe Musik: Jacob Groth DR1 sødag kl. 20. www.livvagterne.dk