Fodbold

LKB fik ram på tophold

2. division damer Randers - LKB 2-3 Sætcifre: 17-25, 25-17, 14-25, 25-23, 9-15 RANDERS: Det blev til et intenst og meget afvekslende opgør, da LKB mødte det hidtil ubesejrede Randers-hold. I sidste ende blev gæsternes større bredde og tro på sejr afgørende og undervejs blev det til en glimrende debut på Gistrup-holdet til Ceci Christiansen og libero Marianne Overgaard. Derudover gjorde hæver Vibeke Andersen det ganske fornuftigt i den underholdende kamp, hvor gæsternes forsvar gjorde det glimrende. Gæsterne kom godt fra start og vandt uden større besvær første sæt men efter en føring på 7-6 i andet sæt begyndte det at knibe med servningen og det benyttede hjemmeholdet sig effektivt af til at sikre en sætsejr. I tredje sæt satsede LKB-damerne på det sikre og det gav hurtigt en sikker sejr på 25-14. Dermed kunne kampen være afgjort i fjerde sæt men Randers-holdet ville det anderledes og med knebne 25-23 måtte de to hold ud i et afgørende femte sæt. Her havde LKB'erne vanen tro nerverne i orden. VK 74 - Thisted 3-0 Sætcifre: 25-23, 25-18, 26-24 AALBORG: Det blev til den anden sejr i indeværende sæson til VK 74 og det skete efter en god fight. Første sæt var uhyre jævnbyrdigt og først til sidst faldt afgørelsen ud til fordel for hjemmeholdet. I andet sæt blev det til en sikker føring på 8-2 og via flere gode serveserier lykkedes det at holde afstand gennem sættet og vinde relativt sikkert med 25-18. Med føringer på først 12-8 og 18-14 lignede det en hurtig sejr til Aalborg-holdet i tredje sæt, men Thisted kæmpede sig flot op og kom faktisk foran indet det efter en enkelt ombold lykkedes for VK 74 at vinde så knebent som muligt med 26-24 i sidste og afgørende sæt.