LKB Gistrup med i toppen trods afbud

SERIE 2, PULJE 8 Storvorde Sejlflod B - LKB Gistrup (0-1) 0-1 Mål: 0-1 straffespark Jonas Kromann STORVORDE: Fra kampens start viser LKB Gistrup, at holdet er med i toppen af rækken, da holdet, trods fire afbud, ligger et stort pres på hjemmeholdet, der måtte undvære en af holdets store profiler: Anders Meldgaard. Gæsternes pres giver ikke bonus i form af mål, men Nick Lundin rammer inderstolpen fra blot to meters afstand, så fås chancerne ikke større. Gæsterne misbrugte også flere andre chancer, men bedst som det lignede en målløs første halvleg, blev LKB tilkendt et noget tyndt straffespark, som Jonas Kromann sikkert udnyttede. Ved samme lejlighed fik hjemmeholdets Jesper Sudergaard det gule kort, hvorfor SSB måtte spille 10 minutter i undertal. Efter pausen måtte Jesper Sudergaard igen modtage en advarsel, hvilket medførte rødt kort. Men trods en mand i undertal pressede SSB uden dog at tilspille sig de store chancer. LKB har kontrachancer, men scoring udebliver. Mod kampens slutning satser SSB hele butikken, og holdet er to gange meget tæt på scoring. Først header LKB forsvaret væk på selve stregen, og kort efter må LKB målmand hive en fantomredning ud af ærmet. LKB træner Flemming Vognsen var meget tilfreds med sejren: - Sejren i dag i lokalopgøret var meget vigtig, da vi var afbudsramte. Nu er vi stadig med i toppen af rækken. Men jeg må også konstatere, at var kampen endt uafgjort, så havde jeg også været godt tilfreds. For SSB leverede en rigtig god indsats og havde specielt mod kampens slutning nogen chancer, der kunne have givet det uafgjorte resultat. Aalestrup IF - Løgstør IF (1-0) 2-2 Mål: 1-0 Bent Sørensen, 1-1, 1-2 straffespark Henrik "Mini" Rasmussen, 2-2 Nick Hansen AALESTRUP: Opgøret var mellem top og bund i rækken, og rent spillemæssigt var Løgstør klart overlegne, mens Aalestrup var mindst ligeså overlegne med hensyn til vilje og gejst. Fra kampens start var LIF toneangivende, men efter ca. 15 minutter var stormen løjet af, og hjemmeholdet kom godt ind i kampen, hvilket holdet benyttede til at bringe sig i spidsen. Hjemmeholdets scoring vækkede LIF, der i halvlegens sidste 10 minutter havde flere store chancer. Efter pausen lægger LIF for alvor pres på, og holdet får udlignet midt i halvlegen, for kort efter at blive tilkendt et straffespark, som hjemmeholdet takserede til en ren tackling. Henrik "Mini" Rasmussen udnyttede tilbuddet til føringsmålet til topholdet. Aalestrup følte sig i denne fase af kampen i det hele taget rimeligt bortdømt, men holdet gav ikke op, og godt 10 minutter før tid sørgede Nick Hansen for den fortjente udligning. Aalestrup træner Jimmy Bartholomæussen var tilfreds med resultatet, da han gerne inden kampen havde solgt den for uafgjort. - Men LIF var ikke særligt interesserede i den defensive del, og det både kunne og burde vi have straffet, så alle tre point var blevet i Aalestrup. Vi viste god moral, vilje og gejst, og det er jeg meget tilfreds med. Borup - Dall / Ferslev IF (0-0) 1-0 BORUP: Topholdet Borup var klar favorit mod DFI, der kæmper en hård kamp i den anden ende af rækken. Men DFI styrede stort set hele kampen trods flere afbud. Borup måtte redde på stregen, og tre gange prellede bolden af mod overliggeren. Så det var rent og skært uheld, at et topmotiveret gæstende hold ikke sikrede sig en komfortabel føring inden kampen gik ind i slutminutterne. Her opstod der klumpspil foran DFI's mål, og pludselig lå bolden i nettet, til en meget ufortjent sejr til topholdet, der ellers kun have gjort sig bemærket ved at spille konsekvent på lange bolde. - Dan Clausen stod en rigtig god kamp i målet for os, ligesom Jimmy Nielsen på midtbanen kæmpede for tre, konstaterede træner for DFI Tommy Jensen efter kampen. - Vi skulle have haft mindst uafgjort, men vi kan glæde os over, at spillet nu flyder igen som i træningskampene, hvor vi gjorde rent bord. Jeg ser frem til tirsdagens kamp i pokalturneringen mod Vodskov fra serie 1 samt torsdagens opgør mod et andet tophold LKB Gistrup, da jeg tror på, at vi nu er kommet igang - der mangler blot målene. AaB - Skalborg SK (2-0) 4-1 Mål: 1-0, 2-0, 2-1 Morten Krüger, 3-1 4-1. AALBORG: Nyoprykkerne fra Skalborg har svært ved at få sæsonens første sejr i hus, nu har holdet fejlet i seks forsøg. Holdet kendte ikke besøgelsestiden mod et ganske ordinært AaB hold. SSK straffede ikke AaB's fejl - mens AaB straffede SSK's fejl. SSK startede kampen langsomt, hvorfor AaB havde overtaget i kampens indledning, men efter ca. 15 minutters spil var SSK i teten, og har blandt andet tre meget store chancer, som ikke blev udnyttet. I stedet scorer AaB til 1-0, og lige inden pausen blev det 2-0 efter en dødboldssituation. I anden halvleg brændte SSK endnu flere chancer, da holdet gik over til tre angribere, og holdet fik reduceret til 2-1 på en tilfældig opstået mulighed. Kort efter udligner SSK til 2-2, men målet underkendes for offside, og på næste angreb bliver det 3-1 til AaB, hvorefter SSK falder sammen. Kampens sidste kvarter kunne godt have givet flere AaB mål, end det ene det blev til. Med resultatet er SSK stadig placeret nederst i rækken, mens AaB søger at nå op til topholdene i rækken. B 52 / Aalborg - Nørresundby B (2-2) 5-3 Mål: 0-1, 1-1 Keld Pedersen, 1-2 Tommy Lassen, 2-2 straffespark Keld Pedersen, 3-2 selvmål, 4-2, 5-2 "PC" 5-3 AALBORG: Nørresundby's tophold havde kun ladet et mål gå ind hidtil i sæsonen, mens B 52 er med i den tunge halvdel af rækken, så hjemmeholdet kunne se frem til en svær eftermiddag, hvor gæsterne da også kom planmæssigt i spidsen efter et hjørnespark. Blot syv minutter senere havde Keld Pedersen dog bragt balance i regnskabet efter et godt gennemspillet angreb. B 52 havde flere gange held med at udnytte, at NB stort set kun satsede frem af banen, og ikke koncentrerede sig voldsomt om defensiven. Offensivt var gæsterne gode, og Tommy Lassen bragte holdet i front igen. Inden pausen havde Keld Pedersen med sit andet mål igen bragt balance i kampen, denne gang på straffespark. Efter pausen spillede hjemmeholdet med tre angribere, og det viste sig at være en god ide, da holdet ændrede stillingen til 2-2 til 5-2, inden gæsterne i kampens sidste minut fik reduceret til 5-3. Kort forinden havde NB imidlertid haft en gylden chance for reducering, med Per Jensen i B 52 målet klarede gæsternes straffespark. - Vi spillede en god kamp, sagde B 52 træner Richard Villadsen efter kampen. Vi sørgede for at udnytte, at deres store problem i kampen var defensiven - for i angrebet havde vi store problemer med dem, afrundede Richard Villadsen. jeege