EMNER

LO: Flere tabere end vindere på forslag til ny skattereform

Blandt LO's medlemmer i Nordjylland bliver der flere tabere end vindere, hvis partierne på Christiansborg realiserer de forslag, som Skattekommissionen for tre uger siden præsenterede.

Det viser beregninger fra LO og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. LO-forbundene har 146.000 medlemmer i Region Nordjylland. Af dem vil 75.000 få færre penge end i dag, hvis kommissionens udspil bliver til lov, mens 71.000 vil få flere penge. Også i Region Sjælland er der en overvægt af LO-medlemmer, der taber på reformen, viser opgørelsen. Alt i alt vil 550.000 lønmodtagere få færre penge. LO's formand, Harald Børsting, finder kommissionens udspil skævt, både geografisk og socialt. Han siger, at det er træls, at "almindelige, hårdtarbejdende nordjyder skal betale for, at højtlønnede direktører i København kan få en ekstra bonus med sig hjem i penthouse-lejligheden". Regeringen har varslet, at den i den kommende uge fremlægger et udspil til ændring af skattesystemet.