Skolevæsen

LO-folk mødes med borgmestre

Fagligt aktive møder borgmestre for at debattere arbejdspladser

HJØRRING:Hvordan skabes der flere arbejdspladser i Vendsyssel, og hvordan vendes en negativ spiral til en positiv? Det er nogle af de helt centrale spørgsmål, når op mod 85 fagligt aktive fra forskellige fagforbund under LO i aften mødes med de fire borgmestre fra Hjørring, Hirtshals, Sindal og Løkken-Vrå kommuner. LO sektionerne Hjørring-Sindal, Hirtshals og Løkken-Vrå arrangerer i løbet af vinteren fire debatmøder, hvor det første altså sætter fokus på arbejdspladser i det vendsysselske. - Vi kan se, at arbejdspladser nedlægges og for få nye oprettes. Det betyder ledighed, og desværre ligger arbejdsløsheden hos os over landsgennemsnittet, siger LO-formand Ole Carlsen. Borgmestrene er inviteret til mødet på Restaurant Svanelunden for at at give deres bud på, hvordan udviklingen kan vendes. 18. november mødes de fagligt aktive igen til debat - denne gang med besøg af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Han forventes at fremkomme med synspunkter og vurderinger af årsagerne til Socialdemokratiets lussing ved folketingsvalget i 2001. Tredje møde i løbet af vinteren er 8. januar, hvor Pedersens Sommercabaret med Ernest Petersen, Jørgen Bing og Hanne Laursen lægger op til en festlig aften i den faglige klub, mens fjerde og sidste arrangement i rækken er 24. februar og har fokus på det pres, der ligger på fagforeningerne i Danmark i disse år. Mange forbund taler struktur og fusioner, og SiD-formand Poul Erik Skov Christensen kommer og giver sit bud på fremtiden.