LO frygter for nærområderne

Arbejdsmarked 25. marts 2003 07:00

AABYBRO: På LO-Aabybro's repræsentantskabsmøde, der blev afhold i Biersted Hallen, blev der diskuteret den fremtidige struktur af organisationen. Formand Steen Birkeholm fra LO-Aabybro fortalte om LO-Danmarks planer om sammenlægning af sektioner, så der bliver 15.000 medlemmer i hver sektion. Han oplyste, at LO-sektionerne i Brovst, Fjerritslev, Løkken-Vrå og Aabybro vil samles om at lave en handlingsplan, så de små sektioner ikke bliver holdt udenfor. Han frygter, at samarbejdet i de forskellige udvalg i nærområdet vil drukne. Men Bjarne Christensen fra LO-Amt, der var til stede på mødet, mente at det er ærgeligt, at der ikke er større opbakning til sammenlægningen. Han fortalte, at der er lagt op til, at antallet af sektioner skal ned på cirka 50 mod de nuværende cirka 164, og at dette skulle give en mere bæredygtig struktur, så økonomien kunne udnyttes bedre. Grunden til sammenlægningen af LO-sektionerne er, ifølge Bjarne Christensen, at regeringen lægger op til større regioner og større sygehus, og derfor skal LO være på forkant. Han fortalte dog, at LO stadig ønskede at have lokal ude i kommunerne. Jørgen Hellum fra LO-Aabybro satte spørgsmålstegn ved, hvordan dette skulle foregå i praksis, hvorpå Bjarne Christensen svarede, at fagforeningerne i LO skulle udpege en repræsentant. Formand Steen Birkeholm fortalte om årets forløb for LO-Aabybro og kunne blandt andet fortælle, at 1. maj blev holdt ved søen ved TV-Nord i Aabybro med Eva Rytter og Ole Stavad som talere. Men på grund af dårlig fremmøde, bliver det igen holdt i anlægget i Aabybro i år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...