LO: Hold fingrene væk fra lærlingenes løn

Lærlinge skal ikke have SU under praktik - deres lønforhold aftales i overenskomsterne

De økonomiske vismænd har trådt fagbevægelsen over træerne ved at foreslå, at lærlinge i en erhvervsuddannelse kan få SU, mens de er i praktik.

LO's formand, Harald Børsting, er langt fra tilfreds med forslaget, der er i vismændenes forårsrapport, som er offentliggjort tirsdag.

- Har formandskabet helt glemt, at en lærlings løn er aftalt i en overenskomst mellem lønmodtagere og arbejdsgivere? Det er jo slet ikke noget, regeringen skal blande sig i, siger Harald Børsting i en kommentar efter mødet i Det Økonomiske Råd, hvor Harald Børsting repræsenterer LO

- Formandskabet pakker forslaget ind i "pæne" formuleringer om ligestilling af lærlinge med andre studerende. Men lærlinge har jo netop ikke de samme muligheder som andre studerende for at supplere deres indkomst med studenterjob, da de allerede arbejder på fuld tid.

- Det er et meget uheldigt forslag. Unge fravælger i stigende grad erhvervsuddannelserne samtidig med, at alt tyder på, at vi i løbet af nogle år kommer til at mangle faglært arbejdskraft.

- Derfor er det både forkert og uheldigt at gøre erhvervsuddannelserne mindre attraktive for de unge, siger Harald Børsting.

Vismændenes forslag var et udslag af det store frafald af elever på landets erhvervsskoler. Vismændene ser det som et udtryk for, at det sandsynligvis hænger sammen med, at de unge ikke kan finde en relevant praktikplads i en virksomhed, og foreslog et vist tilskud.

Finansieringen kunne klares med en del af de penge, som arbejdsgiveren i dag modtager fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) til at dække elevernes løn, mens disse modtager skoleundervisning i hovedforløbet.

- En løn på SU-niveau er måske ikke helt urimelig, og de sparede penge kunne gå til flere praktikpladser, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet.

Overvismanden noterede sig kritikken fra fagbevægelsen på pressemødet.

- Det var LO og FTF ikke enige i, sagde han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst