Overenskomster

LO: Kampen er ikke forbi

KØBENHAVN:Fagbevægelsen har meldt sig ind i valgkampen. På LO¿s 36. kongres, der begyndte søndag i Falkoner Centeret, sendte LO-formand Hans Jensen en hilsen til regeringen allerede i åbningstalen. Hans Jensen går af efter 11 år som formand for de 17 forbund i LO-familien, og han pegede på, at der stadig er brug for at kæmpe. De grå hår og kongresser kommer nemlig af sig selv, men det gør overenskomster og de faglige resultater ikke. - Mange tror, at kampen er forbi, men hvis vi stopper nu, så går det ad helvede til. Der er stadig meget at kæmpe for, så kom ind i kampen og spark regeringen ned af taburetten, sagde Hans Jensen. LO¿s kongres fortsætter til onsdag, hvor den nye formand vælges. De to kandidater er næstformand Tine Aurvig-Huggenberger og LO-sekretær Harald Børsting. Hans Jensen talte også om de mange, der i disse år har valgt den traditionelle fagbevægelse fra. Forbundene i LO har siden midten af 1990¿erne mistet over 200.000 medlemmer. Det har fået flere forbund til at svinge sparekniven, men folk skal huske på, hvem der har leveret resultaterne, lød det fra Hans Jensen. - Man kan ikke få det hele til den halve pris. Det er os, der har sørget for den sjette ferieuge, ret til løn under uddannelse, og at de unge kan se frem til at få to tredjedele af deres løn, når de går på pension, sagde LO-formanden. /ritzau/