LO: Nul købesex i udlandet

LO og kvindeforskere kræver moralsk kodeks for offentlig ansatte i udlandet. KL og V skeptiske

Danmark 1. juli 2003 08:00

KØBENHAVN: De berygtede "red light districts" betyder ikke længer kun, at der er frække damer i nærheden. Nu betyder det også adgang forbudt for medlemmer af Landsorganisationen (LO). Paraplyorganisationen har nemlig vedtaget et moralkodeks, som fraråder medlemmer at besøge prostituerede, når de er på rejse for LO i Danmark eller udlandet. - Det bidrager til kvindeundertrykkelse, og det bryder vi os ikke om. Derfor vil vi sende et meget klart signal om, at det strider mod vores værdier, siger LO's personalechef Charlotte Detlif. Hun opfordrer til, at der bliver indført et lignende moralkodeks for alle offentlige ansatte, som repræsenterer den danske stat. LO har ikke oplevet sager med købesex endnu, men skulle det ske, vil vedkommende blive kaldt til en samtale med personalechefen. LO's initiativ møder begejstring hos både Kvinderådet og Center for Ligestilling (CeLi). Her ser man gerne, at ideen bliver udbredt til alle offentlige ansatte, ligesom Norge gjorde i december sidste år. Herhjemme var ligestillingsminister Henriette Kjær (K) også først positiv overfor ideen, men besluttede senere hen, at det var en unødvendig foranstaltning. - Det er ærgerligt, at regeringen ikke har valgt at gå videre med retningslinjer, for det burde være et punkt, hvor regeringen gik i forvejen og sendte et klart og utvetydigt signal, siger projektleder Aase Rieck Sørensen fra CeLi. Hun peger på, at det i sidste ende kan være med til at forebygge kvindehandel, fordi man rører ved efterspørgslen. Inge Skjoldager, forkvinde for Kvinderådet, så gerne, at staten indførte et etisk kodeks, som betød hjemsendelse, hvis offentligt ansatte gik til prostituerede i udlandet. - Man er nødt til at lave klare retningslinjer for, hvordan man opfører sig, når man er ude at repræsentere sit land, siger hun. Forsvaret er i gang Efter heftig debat om danske soldaters brug af prostituterede i udlandet, overvejer forsvarsministeriet nu at lave retningslinjer, som også gælder, når soldater holder orlov i udlandet. - Det er svært at tackle problemet, for det er ikke nemt at kontrollere deres fritid. Men det kunne meget vel ende med, at man lavede et etisk kodeks eller nogle anbefalinger, siger Torben Schackinger, major og presseofficer ved Forsvarskommandoen. Ideen vækker dog ikke genklang hos hverken Kommunernes Landsforening (KL) eller hos Venstre. - Vi har ikke et kodeks, og vi overvejer heller ikke at få et, for vi vil ikke problematisere noget, som ikke er et problem, og generelt er vi meget tilbageholdende med at lave politikker på alle mulige områder, siger personalechef i KL, Hans Christian Andersen. Venstres ligestillingsordfører, Ulrik Kragh, mener også, at man skal passe på med at forskelsbehandle folks fritid i udlandet og herhjemme med sådan et kodeks. Det var ikke muligt at få en kommentar fra ligestillingsministeren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...