LO-penge til Thisted Lilleby
Pris fra LO Thy-Mors’ kulturfond bliver brugt til bl.a. genopførelsen af byens gamle arresthus
THISTED: Modsat de fleste andre donationer, som Thisted Lilleby har modtaget, er 10.000 kr. fra LO Thy-Mors’ kulturfond ikke øremærket til et bestemt byggeri.
Men nogle af pengene ryger nok i arresten. I hvert fald er arrestbygningen bag det gamle rådhus en af de bygninger, som lige nu er ved at blive genopført i skala 1:10.
Den lidet pyntelige arrestbygning, der blev revet ned i 1980’erne, var ellers ikke oprindelig med på byggeplanen. Men de har skiftet mening i Thisted Lilleby, for arresten var også en del af virkeligheden i det Thisted omkring 1950, som foreningen af seniorer er i færd med at genskabe.
- Her er porten ind til arrestforvareren bolig, siger Kalle Odgaard, formand for Thisted Lilleby, og peger på den endnu ufærdige bygning.
Arrestforvareren - han hed Magnussen - lod i 1950’erne de indsatte gå i byen for at købe ind for ham og konen.
- De kom tilbage. For hvis de ikke gjorde det, så var det slut med den slags ture ud i byen, fortæller Kalle Odgaard, der flere gange var inde i arresten - ikke fordi han havde gjort noget galt, men fordi han som glarmester skulle skifte en rude i bygningen.
Gaven fra den lokale fagbevægelse blev overrakt tirsdag aften, da Thisted Lilleby holdt generalforsamling i foreningens hus på Plantagevej.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.