Retspleje

LO's familiedrama skal nu for retten

Intern strid om millionpension til eks-næstformand

Tine Aurvig-Huggenberger - her fotograferet under et besøg på Roayl Danish Seafood i Hanstholm, mens hun stadig var næstformand i LO - står fast på sit krav om, at LO skal betale til hendes pensionsordning, til hun fylder 62 år.

Tine Aurvig-Huggenberger - her fotograferet under et besøg på Roayl Danish Seafood i Hanstholm, mens hun stadig var næstformand i LO - står fast på sit krav om, at LO skal betale til hendes pensionsordning, til hun fylder 62 år.

KØBENHAVN:Det bliver et hidtil uset "familiedrama", når Københavns Byret mandag slår dørene op for sagen Tine Aurvig-Huggenberger mod LO. Striden står om den tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenbergers pension. Den 46-årige Aurvig forlod LO efter nederlaget ved formandsvalget i 2007, men kræver, at organisationen fortsætter med at betale ind til hendes pension frem til, hun fylder 62 år. LO har nægtet, og derfor vil fagbosser fra LO og LO-sektionen HK/Privat, der repræsenterer Tine Aurvig-Huggenberger, sidde på hver sin side i byretssalen og kæmpe om cirka seks millioner kroner. Arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jesper Due kalder det bemærkelsesværdigt, at der nu er en direkte konfrontation i retssystemet mellem to dele af LO-systemet. - Det er fuldstændig ekstraordinært, at LO bliver påført en pensionssag af sin tidligere næstformand via HK/Privat, siger han. Ingen af parterne vil kommentere sagen, før retten har afsagt en kendelse. Jesper Due mener, at i en situation, hvor de forestående overenskomstforhandlinger er blevet besværliggjort af den økonomiske krise, er timingen den værst tænkelige. - Sagen vil optage medierne og skabe diskussion om pamperi i de faglige organisationer, siger professor Jesper Due. Han undrer sig derfor over, at der ikke er indgået forlig i sagen. Men forklarer det med, at LO frygter, at medlemmerne ikke vil have forståelse for, at de uden videre betaler de mange millioner uden en dom. Tine Aurvig-Huggenberger bestred i 11 år posten som næstformand for LO. Selvom hun i meningsmålingerne var medlemmernes favorit, tabte hun formandsvalget i LO med 17 stemmer til den tidligere LO-sekretær Harald Børsting. Valgnederlaget førte til hendes frivillige afgang. Der er afsat fire retsdage til sagen./ritzau/