LO til EL: Pas på at I ikke begår samme fejl som med finansloven

Der er behov for at udbrede arbejdsklausuler og styrke indsatsen på området, lyder det fra LO's formand.

Det er afgørende, at der bliver gjort noget ved problemet med social dumping herhjemme.

Derfor bør Enhedslisten passe på, når de stiller sig stejlt over for regeringen og SF i forhandlingerne omkring administrationen af børnechecken.

Sådan lyder det fra Harald Børsting, formand i Landsorganisationen i Danmark (LO), efter at Enhedslisten fredag har afbrudt forhandlingerne på grund af partiets krav omkring arbejdsklausuler og kædeansvar.

- Vi efterlyser altid initiativer, der kan styrke det arbejde, vi gør for at sikre, at social dumping ikke finder sted, siger formanden til Ritzau.

- I den forbindelse synes vi, at det er en rigtig god idé, at man udbreder anvendelsen af arbejdsklausuler, og at man sikrer, at de overholdes.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, oplyser efter de afbrudte forhandlinger, at man ikke har været enige med regeringen og SF om, hvor stort problemet med social dumping er.

Hun mener, at regeringens forslag om id-kortet er fint og hurtig vil kunne vedtages, men at det ikke er nok til at dæmme op for problemet.

- Regeringen har heller ikke fremlagt seriøse alternativer til arbejdsklausuler og kædeansvar. Derfor har vi sagt til regeringen, at vi ikke ser nogen grund til at fortsætte forhandlingerne, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Ifølge LO's formand har parterne i forbindelse med finanslovforhandlingerne også diskuterede arbejdsklausuler, og at man den gang var meget tæt på at nå til enighed.

- Til det vil jeg bare sige, at hvis man kan komme lige så langt igen, så håber jeg, at Enhedslisten er i stand til at tænke sig om, så de ikke begår den samme fejl, som de gjorde i forbindelse med finansloven, siger Harald Børsting.

- Det er bedre at gå to skrift frem, end det er at træde et tilbage. Og det synes jeg, at det vil være, hvis vi fik udbredt arbejdsklausuler og fik styrket indsatsen for, at de rent faktisk overholdes.

Johanne Schmidt-Nielsen har efter fredagens forhandlinger meddelt, at Enhedslisten er klar til at vende tilbage til forhandlingsbordet, hvis regeringen sender et nyt tilbud om tiltag, der for alvor kan dæmme op for den sociale dumping.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.