LO: Væbnet røveri ved højlys dag

Røverier 25. oktober 2008 06:00

KØBENHAVN: Overfald, gift og tyveri. Fagbevægelsen er ikke begejstret for regeringens udspil til ny finanslov. Regeringen lægger bl.a. op til en halvering af dagpengeperioden. I dag kan ledige i a-kasse få dagpenge i op til fire år, men det skal ifølge regeringen begrænses til to år. LO's formand Harald Børsting kalder det et overfald på dagpengesystemet. - Hvis regeringen virkelig gennemfører dette, vil det have helt uoverskuelige konsekvenser for den danske model. Regeringen sparker stolen væk under verdens mest fleksible arbejdsmarked, der netop bygger på korte opsigelsesvarsler og et stærkt dagpengesystem. Jeg havde frygtet, at regeringen lavede dagpengeforringelser som en tyv om natten. Det her ligner mest af alt et væbnet røveri ved højlys dag, siger Børsting. I FTF peger formand Bente Sorgenfrey også på, at den danske model, hvor arbejdsgivere og fagforbund enes om de fleste regler, risikerer at blive ødelagt, hvis regeringen finder politisk flertal for en halvering af dagpengeperioden. - Det vil skabe endnu mere utryghed for en masse danskere. Vi er midt i en økonomisk krise, der ser ud til at blive værre, og så er det den helt forkerte vej at gå, siger Bente Sorgenfrey. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...