Forurening

LO vil tilbyde unge flere kurser om arbejdslivet

Eleverne skal på fagforeningens skolebænk i både 7. 8. og 9. klasse

FREDERIKSHAVN:LO i Frederikshavn har en plan. De vil tilbyde skolerne kurser ikke bare i farligt arbejdsmiljø, men også i de unges rettigheder på arbejdsmarkedet og hvordan en fagforening fungerer. Det fortæller uddannelseskonsulent i LO Peter Jensen. - Vores plan er, at de unge skal undervises tre gange. I 7. klasse vil vi lære dem om arbejdsmiljø, i 8. klasse om fritidsjob og i 9. klasse om fagforeningen, siger han. LO har derfor planlagt et møde med alle skolevejlederne 1. april for at fortælle om det nye tilbud. Desuden vil man invitere repræsentanter fra arbejdsgiverne og landbruget. - Vi vil gerne samarbejde med arbejdsgiverne på samme måde som vi har tradition for ved vores store uddannelsesmesse, siger Peter Jensen. Han lægger dog ikke skjul på, at fagforeningerne også håber, at de kommende arbejdstagere vil melde sig ind i fagforeningerne. Men det handler i følge Peter Jensen mest om at lære de unge at passe på sig selv. Tinnitus De to sidste år har LO Frederikshavn tilbudt alle 7. klasser et tretimers besøg i et eksperimentarie, der er bygget op i LO Huset på Højrupsvej. Og i alt 375 elever regner man med at undervise i denne omgang. De unge kommer ind og møder en meget stressende arbejdsgiver i form af uddannelseskonsulenten Hanne Carlsen. Hun forlanger at de unge skal bygge med legoklodser, forsøge at tale sammen mens hun forstyrrer dem uafbrudt. - Det var virkeligt svært. Jeg blev forvirret og stresset og gjorde, hvad jeg kunne, for ikke at høre efter, hvad hun sagde, fortæller Simon Nielsen lige efter han har besøgt det psykiske værksted. Inde i lokalet ved siden af, viser Peter Jensen, hvor højt den cd-discman egentlig spiller, som Anders Holm går rundt med. Den spiller mindst 90 dB, og 70 dB er faktisk det niveau, hvor lyd begynder at skade hørelsen. De unge hører også tre eksempler på tinnitus, og det er tydeligt et ord, de kender til. Mange af dem mener, at de har haft denne generende indre larm i nogle timer. Kaffegrums I det kemiske værksted taler de om, hvordan man får olie af fingrene, når man har rodet med sin knallert. Læreren tager en kaffetragt. Kaffegrums er virkelig effektivt til at få renset ens sorte fingre. - Det er bare ulækkert, siger en. Mens Thomas Johansen bekræfter, at grums er ganske effektivt. - Min far har lært at bruge kaffegrums, og det virker, fortæller han de andre. De er også overraskede over, hvor stor en forskel belastningen egentlig er, når man løfter en sodavandskasse korrekt inde ved kroppen, og når man løfter den i strakt arm. Belastningen seksdobles. Mange af dem overvejer også, om de skal have lettere skoletasker. - Vi ved godt, at vi skal bøje i knæene, når vi løfter, vi glemmer det bare, forklarer de. Det kan dog være værd at huske, når man som en planlægger, at få job som flaskedreng. En pige vil hjælpe i familiens flyttefirma. En anden skal gøre rent og en regner med plukke jordbær til sommer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst