EMNER

Lockout gør børn utrygge

Forældregruppe vil have Trombakken fritaget for lockout

Mogens Kruse: De her børn er så krævende, at man ikke bare kan lave pasningsordninger med gode venners hjælp. Arkivfoto

Mogens Kruse: De her børn er så krævende, at man ikke bare kan lave pasningsordninger med gode venners hjælp. Arkivfoto

THY-HANNÆS:”Kære byrådspolitikere ved Thisted Kommune”. De første dage af lockouten har været forvirrende og forfærdelige for mange af vores børn fra autismeafdelingen af Trombakken”.

Sådan skriver Stinne Holt på vegne af forældregruppen ved Trombakken i Snedsted - og hun afslutter brevet ved at spørge, om politikerne kan foranledige, at Trombakken fritages for lockout.

Stinne Holt er mor til Karl på 14 år, der plejer at gå i en klasse med fem drenge og to piger. Da han kom i skole efter påske, var tingene ikke som de plejer at være.

- Karls sædvanlige lærer og kammerater var der ikke. Derfor gik han fuldstændig i baglås, fortæller Stinne Holt.

Karl og de andre elever på Trombakken har hver især et psykisk handicap, der gør dem sårbare overfor forandringer. Trombakken er navnet på den specialafdeling af Snedsted Skole, der dels varetager undervisning af elever med autisme, dels modtager elever med adhd.

Mogens Kruse (SF), der er formand for børne- og familieudvalget i Thisted Kommune, siger, at kommunen faktisk hos Kommunernes Landsforening har søgt om dispensation fra lockouten til specialskolerne - men har fået afslag.

Det betyder, at Trombakken har måttet reducere elevtallet i forhold til de lærere (tjenestemænd) og pædagoger, der ikke er ramt af lockout og dermed er på arbejde.

Det samme gælder i Østermølleskolen i Thisted, der er en skole for fysisk/psykisk udviklingshæmmede.

Her må viceskoleleder Birgit Larsen få undervisningen til at fungere med cirka 50 procent af det sædvanlige personale.

- På anbefaling fra forældrene har vi lavet en turnusordning, så det ikke er de samme børn, der kommer i skole hver dag, siger hun.

Dog afhænger elevernes mulighed for skolegang af personalefremmødet i de enkelte klasser, og derfor vil der være nogle elever, der slet ikke får tilbudt undervisning under lockouten.

Efter henvendelsen fra forældrene til Thisted Byråd torsdag, aftalte Mogens Kruse med forvaltningen, at man igen skulle forsøge at få en dispensation til at drive specialskole uafhængigt af lockouten.

- De her børn er så krævende, at man ikke bare kan lave pasningsordninger med gode venner og naboers hjælp. Det er børn med specielle behov og problemer. Det håber jeg, at der er nogle fornuftige mennesker i KL, der vil tage hensyn til, mener Mogens Kruse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.