EMNER

Lodsejer vil overtage Stabækvej

UGGERBY:En lodsejer på Stabækvej har flere gange forgæves forsøgt at få den gamle Hirtshals Kommune til at nedklassificere Stabækvej i Uggerby til privat fællesvej. Nu ser det ud til at han har bedre held hos Hjørring Kommune. Lodsejeren, der er landmand med jord på begge sider af vejen ønsker at få grusvejen asfalteret, og foreslår derfor, at kommunen bidrager med et beløb på 110.000 kroner, som svarer til fem års vedligeholdelse af vejen. Det forslag har kommunens teknik og vejudvalg ikke taget konkret stilling til, men udvalget har besluttet, at mulighederne for at nedklassificere vejen skal undersøges. Lodsejeren giver udtryk for, at han formentlig kan overtale de øvrige lodsejere til at bidrage til den kommende vedligeholdelse af vejen. Teknisk forvaltning vurderer at vejen er uden betydning for det øvrige kommunale vejnet, så på den måde er der ingen hindring for en nedklassificering. Det vil spare kommunen for ca. 25.000 kroner i årlig vedligeholdelse. Stabækvej er 1,3 kilometer lang.