Sjørring

Lodsejerne tror på deres sag

Lodsejerne i Sjørring mener, der er lydhørhed for deres alternative vejføring

Familierne ved overkørslerne 232 og 233 ved Vorupørvej lige før Sjørring i retning mod Thisted. Det er fra venstre Frank Jensen, Benny Jensen, Flemming og Mette Jeppesen med halvandet år gamle Frederik på armen. Foto: Diana Holm

Familierne ved overkørslerne 232 og 233 ved Vorupørvej lige før Sjørring i retning mod Thisted. Det er fra venstre Frank Jensen, Benny Jensen, Flemming og Mette Jeppesen med halvandet år gamle Frederik på armen. Foto: Diana Holm

SJØRRING:Tirsdag besigtigede ekspropriationskomiteen sammen med kommissarius Mette Plejdrup Nielsen Banedanmarks forslag til en erstatningsvej for seks lodsejere i Sjørring.

Lodsejerne har stillet forslag om, at erstatningsvejen bliver ført ind i Banedanmarks fredskov, der tillige fungerer som et snebælte.

Lodsejerne fortæller, at de følte, at ekspropriationskomiteen holdt med dem.

Ingeniør i Banedanmark Carsten Jørgensen vil ikke udtale sig om resultatet efter besigtigelsesforretningen.

Kun at afgørelsen er offentlig om fem til seks uger, og at Banedanmark skal have en drøftelse med skovrider Ditte Svendsen.

Hun har endnu ikke hørt fra Banedanmark, og ved derfor i sagens natur ikke, hvad henvendelsen drejer sig om.

Overordnet set forklarer hun, at det er Banedanmark, som skal henvende sig til Naturstyrelsen med en begrundet ansøgning om dispensation ifølge skovloven.

- Det skal Banedanmark gøre, fordi den er grundejeren, siger hun.

Derefter er det op til Naturstyrelsen at vurdere, om der ligger samfundsmæssige begrundelser bag ansøgningen om dispensation.

- Naturstyrelsen skal også vurdere, om den løsning Banedanmark eventuelt søger dispensation om, kan ligge udenfor fredskovarealet, forklarer hun.

Hvis der gives dispensation bliver der næstfølgende stillet vilkår for dispensation, og det kan ifølge Ditte Svendsen være nyplantning til erstatning af de træer, som er fældet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.