Lodserne frygter lukning

Havnearbejderne til kamp for at bevare sygehuset

Hospitaler 18. september 2002 08:00

SKAGEN: - Det er tydeligt at mærke, at folk på havnen er bange for konsekvenserne af politikernes planer om at lukke sygehuset. Vi frygter for vores helbred og i værste fald vores liv. Det siger tillidsmanden for cirka 150 lodsere - eller lastoptagere med et nutidigt ord - Kurt Jessen. Han fortæller, at der overalt i byen og måske specielt på havnen snakkes sygehus. Som man har gjort det mange gange gennem årene. - I 1989 viste vi på havnen sammenhold og opbakning til sygehuset, da vi ved at skrabe kajen fri for fiskeaffald og sælge det til Fiskernes Fiskeindustri samlede 10.000 kroner til brug for indkøb af en scanner til sygehuset. Opbakningen til sygehuset er mindst ligeså stor i dag, og vi vil ikke finde os i, at de vil lukke vores sygehus og fjerne mange gode arbejdspladser og vores tryghed, siger Kurt Jessen. Han beretter om mange tilfælde, hvor en arbejder på havnen er kommet til skade og fået ordnet mindre skader som for eksempel at blive syet med otte-ni sting på sygehuset. - Det betyder meget, at vi véd, at de kan hjælpe os her og nu på sygehuset. Hvis vi skulle transporteres helt til Frederikshavn hver gang, ville det koste mange penge i kørsel. Og vi ved jo alle, at det bedste er hurtig hjælp, siger tillidsmanden. Mange af hans kolleger har børn, og de må se i øjnene, at det vil koste skagboer med småfolk penge, hvis deres børn får brug for at komme på sygehuset. - Der er jo langt til Frederikshavn Sygehus, og det er ikke rimeligt, at det skal koste en dagløn at tage på sygehuset med sit barn - bare fordi man bor i Skagen, siger han. Kurt Jessen bakkes op af Jens Vinstrup, der er pensioneret havnearbejder: - Jeg ville ikke være tryg ved at gå på arbejde uden et sygehus i byen. Jeg har selv haft brug for hurtig hjælp, og jeg priser mig lykkelig over, at vi havde et sygehus. Vi ved jo godt, at om sommeren med flere end 50.000 gæster og mange biler på landevejen, er det meget svært at komme frem - også for en ambulance, siger Jens Vinstrup. - Politikerne på amtsgården i Aalborg har ikke tænkt på alle de farlige arbejdspladser, vi har i Skagen. Frem for at spare på sygehusene skulle de hellere tage og spare på amtsgården. Det koster ikke menneskeliv. Det gør en sygehuslukning. Kurt Jessen og Jens Vinstrup ved godt, hvad de skal lave i morgen aften. De skal til borgermøde i Skagen Kultur- og Fritidscenter og fortælle amtspolitikerne, hvad de mener om sparekniven fra Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...