Løb i snestormen

AALBORG:Trods den begyndende snestorm mødte der til stor glæde for arrangøren Aalborg Atletik og Motion ikke færre end 45 løbere frem, da der lørdag eftermiddag var start på en ny sæson med de populære serieløb i Østeraadalen. Som følge af vejret var underlaget på ruterne på fem og 10 kilometer meget blandede. Alt i alt var det besværligt for deltagerne, og tiderne blev naturligvis ikke så gode som på en forårsdag med tørvejr. På den korte rute på fem kilometer var Laura Larsen hurtigst i tiden 27:22, mens Hanne Lundgaard og Pernille Bergmann brugte henholdsvis 30:24 og 30:38. På samme korte rute blev Frank Jensen hurtigste herre i tiden 18:51, foran Thomas Høj Jensen i tiden 19:44 og Peter Petersen i tiden 20:46. På den længste rute på 10 kilometer blev Anne Sophie Eriksen hurtigste kvinde i tiden 39:02, og på de følgende pladser fulgte Anita Eckert i tiden 47:04 samt Helle Termansen i tiden 55:05. Hos herrerne vandt Lars Peter Petersen den lange rute i tiden 37:27, mens Jeppe Garde brugte 38:02 og Søren Andersen præcis 39:00. Forårets næste og sidste serieløb i år bliver lørdag 12. marts.