Motionsidræt

Løbebåndet lyver aldrig

Sportsglade folk fik tjekket løbestilen ved et svedigt åbent hus i svømmehallens motionscenter

STØVRING:- Er du ved at være træt, råber fysioterapeut Jan Heinrich til Lilian Andersen i et forsøg på at overdøve løbebåndets sagte brummen. Hun svarer ikke, men løber ufortrødent videre uden dog at komme nogen steder. Men sådan er det naturligvis med motionistens moderne udgave af en afslappet søndags-joggingtur i skoven. På løbebåndet løber man imod og med sig selv. Som nu Lilian Andersen, der langsomt sætter farten ned i takt med, at løbebåndet lunter ned i et langsomt tempo for til slut at stoppe helt. Men selv om Lilian Andersen denne lørdag formiddag ikke fik luftet løbeskoene i friske, naturlige omgivelser har den lille løbetur på båndet nu ikke været forgæves. - Jeg optager Lilians løbebevægelser på et lille kamera og ud fra billederne, kan jeg så analysere om hendes stil er korrekt, siger fysioterapeut Jan Heinrich fra Aalborg, der i dagens anledning er mødt frem i svømmehallens motionscenter for at give gode råd og tips til de fremmødte Støvring-borgere. - Det er en stigende tendens til at motionisterne begynder at øge distancen, når de er ude at løbe. Og så sker der det, at de får småskavanker og skader, fordi de måske løber på en forkert måde eller bruger nogle slidte løbesko. Og det kan jeg tjekke med udstyret her, men kan man løbe uden at have ondt, er det ikke relevant , forklarer Jan Heinrich, der ofte er i Støvring for at dele ud af sin sunde viden som direktør for sit eget firma Fysiowork. Hold gryden i kog Og Lilian Andersen kan sagtens løbe uden at have ondt. Men selvom det var løbebåndet, der i dag blev trampet rundt på, sværger hun alligevel til Guds frie natur. - Jeg plejer ikke at have problemer med at løbe, siger hun. - Jeg startede på et udendørs løbeprogram før jul, men det er ikke vejr til at løbe rundt udenfor. Med al den is og sne skrider man rundt, og det er ikke sikkert, siger Lilian Andersen, der godt kan få øje på fordelen ved indendørs motion. - Det er selvfølgelig mere socialt at gå hernede. Man møder nye mennesker, og så kan man selvfølgelig blive testet ligesom i dag. jeg har da også været medlem før, og nu tror jeg også, at jeg vil til at komme her fast igen, siger Lilian Andersen, der i så fald kan se frem til en bred vifte af løbestærke arrangementer. - Vi laver hele tiden nye tiltag, og det er min opgave at holde gryden i kog, siger fysioterapeut Jan Heinrich. - Folk gider jo ikke at høre det samme hver gang og ved at variere os lidt, kan vi også trække nye mennesker herned. For to år siden havde vi en venteliste, men i dag er der nok mange, der ikke er klar over, hvad det er, vi laver hernede, siger Jan Heinrich, der ellers har et godt tilbud til alle vandglade idrætsfolk i det himmerlandske. - Hos os får man både motionscenter og svømmehal i samme ombæring. Vi har lagt de to ting sammen, så vi nu kan tilbyde et slags kombineret medlemsskab. Og det får man ikke mange steder, siger fysioteraputen, der denne lørdag fik filmet en hel masse Støvring-fødder i fuldt firspring hen over løbebåndet.