Thise

Løbeklub efterlyser kvinder og yngre mænd

Løbeklubben L’ØBI er klar til at indtage Ø. Brønderslevs veje og stier

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Så indtager løberne Ø. Brønderslevs veje og stier. Foto: Kurt Bering

Ø. BRØNDERSLEV: Kvinder i alle aldre og yngre mænd. Det mangler løbeklubben L’ØBI i Ø. Brønderslev. I går indledtes sæsonen, og 17 mænd mødte op. Der var også nogle nye ben med, og de er med til at trække gennemsnitsalderen ned. - Men vi kunne godt bruge flere yngre mænd og kvinder, siger Taus Jensen, der kun har haft formandsrollen få timer. Han afløser Kjeld Christensen, der sammen med Niels Chr. Simonsen var med til at oprette løbeklubben for fem år siden. Taus Jensen bød i går velkommen til den ny sæson, og fortalte om sæsonen. Dannebrog skulle have gået til tops, men på grund af ombygning af Østsidehallen, er flagstangen midlertidigt taget ned. Men løberne kom alligevel i gang. De løb en tur ud til Gjerndrup og via Polderne hjem. - Vi løber hver søndag formiddag, fortæller Taus Jensen. Der er også nogle, der løber tirsdag eftermiddag. Selv har Taus Jensen løbet i 10-11 år, altså flere år før klubben blev en realitet. Klubben vil også til at se andet end Ø. Brønderslevs rabatter. -Den første søndag i hver måned løber vi et andet sted, fortæller Taus Jensen, der fortæller, at der er samarbejde med løbeklubberne i Thise og Saltum, ligesom Havstrygerne kommer på besøg i Ø. Brønderslev, for at løbe sammen med L’ØBI. En del af løberne stiller også op hver uge i Start To Run i Brønderslev. Flere af klubbens løbere stiler mod København Marathon til maj. Kjeld Christensen er den løber, der har størst erfaring. Han har løbet maraton 15 gange. -Men der er lang vej. Forleden var der en fynbo på godt 60 år, der løb maraton nummer 665. Efter løbeturen var der pølser og sodavand i klubhuset, og så blev ellers en række emner vendt. -Det sociale er nemlig et vigtigt aspekt, bemærker Taus Jensen.