Uddannelse

Løbende assistance afgørende

"Man kan næppe bebrejde unge mennesker, at de ikke ligefrem brænder for at blive iværksættere efter endt uddannelse – de fleste aner ikke noget om, hvad det indebærer".

Det er måske rigtigt, men så må man da sige, at det er ufatteligt, hvordan så mange gode danske virksomheder i det hele taget er opstået. Hvordan opstod bl.a. Grundfos? Jeg tror ikke, at grundlæggeren Due Jensen havde "iværksætteri" som tema i sin uddannelse. Min kommentar er, at hvis man ikke har den gnist – iværksætter gnisten – i sig, så er chancen for at blive en god, fremadstræbende og initiativrig erhvervsperson meget lille. Venstre strør ud med meldinger, som om det er nytænkning at rådgive iværksættere. Fra Mariann Nørgård og Jens Østergaard Madsen er meldingerne også, at der skal være et "flyvende korps", som kan rykke ud til virksomhederne, når de har brug for hjælp. Firkantet skåret ud, vil jeg sige, at det undrer mig, at Venstre mener, at kommunerne skal have eksperter til disse ting. Venstre går jo ind for, at de kommunale opgaver skal flyttes ud til det private erhvervsliv. Netop med den begrundelse, at det private er betydeligt bedre til at håndtere opgaverne. Så er det vel ikke tilfredsstillende for Venstre, at iværksættere skal tilbydes rådgivning fra det offentlige. Rådgivning til iværksættere og virksomheder har der i mange år været et stort udbud af. I det nordjyske er der Novi, Nordjyllands udviklingsfond og erhvervscentre/råd samt Teknologisk Informations Centre (TIC). Aalborg har også et erhvervsråd, hvor bl.a. Venstre er repræsenteret, her har Venstre igennem flere år haft mulighed for at gøre sin indflydelse gældende. Mange iværksættere lider desværre under at være "entreprenører", de har kreativiteten og risikovilligheden, men mestrer ikke alle de funktioner, som er nødvendige, for at holde en virksomhed i gang. Det kan også være manglende tid til det administrative/økonomistyringen, da produktfremstillingen og afsætningen af produktet får den højeste prioritet. Der skal være rammer og vilkår, som kan gøre det muligt for iværksættere – som "brænder" for deres produkt – at føre dette produkt frem til at blive en salgsvare. Det skal være muligt for små og mindre virksomheder at få rådgivning og assistance til at klare sig igennem denne lange proces. Det er et langt sejt træk, det drejer sig om ihærdig indsats, planlægning, strategi og vilje til hurtig omstilling. For mig at se gælder det om løbende assistance og rådgivning og ikke at "flyve" til undsætning, når det virkelig brænder på – for så er det sandsynligvis allerede for sent for en iværksætter, så er bunden måske allerede nået. Gunver Folmand Socialdemokraterne i Romdrup-Klarup, Liselejevej 25, Klarup