EMNER

Løber forfølger sin drøm

Lars Lauridsen forsøger at slå igennem som træner

Hvor svært kan det være? Et par løbesko, en T-shirt og et par korte bukser, så er man i gang med at løbe. Men det er nu ikke helt så enkelt, som det lyder, og endnu sværere er det at holde fast i de gode vaner. Det viser de mange brudte nytårsforsætter og støvede løbesko, der ligger rundt om i de små hjem i Nordjylland. Men nu er der hjælp at hente, hvis man ikke lige har en god nabo at løbe med, eller ikke har lyst til at begynde i en af de mange løbeklubber, der er dukket op. Træner på egne ben I Skørping har Lars Lauridsen har åbnet eget firma, Sportguide. Et firma, der vil hjælpe nordjyder med at tage de første skridt ud på stierne med løbeskoene på - og vel at mærke blive ved med at komme der. Men det er ikke kun nybegynderne, Lars Lauridsen vil have fat i. Også dem, der allerede løber, kan hente råd og støtte i Skørping - uanset hvilket niveau, de befinder sig på. Målet for Lars Lauridsen er, at komme til at leve af sin store interesse for løb og for træning. Han har masser af erfaring fra en lang karriere som cykelrytter og triatlet, en erfaring han har suppleret med teoretisk viden på Syddansk Universitet. - I Danmark er det ikke ret almindeligt, at man kan leve af at være træner - eller coach, forklarer Lars Lauridsen, der tager imod i sit nybyggede løbehus, der ligger lige ved siden af privaten i et villakvarter i den nordlige del af Skørping. Han er veltrimmet og veltrænet at se på i sin røde poloskjorte og de mørkeblå, lange bukser. Og han taler meget, og han taler engageret om hjertebarnet, Sportguide. Firmaet har et års tid på bagen. I den første tid passede han det sideløbende med arbejdet som lærer på Skørping Skole. Men det blev til sidst for meget. Det slugte al hans ledige tid, og han var en sjælden gæst i familiens skød. Derfor sagde han i november farvel til skolen, og bruger nu al sin arbejdstid på firmaet. - Jeg står op hver morgen kl. 04 og går ud i løbehuset, hvor jeg arbejder et par timer. Derefter er jeg inde for at spise morgenmad med familien. Børnene bliver kørt i skole, og så arbejder jeg videre til ca. kl. 15, hvor børnene kommer hjem. Det giver en 10-11 timers arbejdsdag, og jeg har masser af tid sammen med familien. Til gengæld går jeg lidt tidligere i seng, fortæller han. I Sportguide sælger Lars Lauridsen dels viden, dels udstyr til løbere. Man kan købe de to ting hver for sig, men de fleste vælger at kombinere tingene, så man køber et par nye sko og i samme ombæring får udarbejdet en personlig løbeplan, der kan bringe en derhen, hvor man ønsker at være som løber. Det er ikke alle, der har ambitioner om at løbe maraton i Berlin - for mange er det rigeligt, at kunne løbe fem kilometer i et pænt tempo. Hvis man vil købe et par sko af Lars Lauridsen kommer man gennem en større proces, hvor fødderne og løbestilen er hovedpersonerne. Vi har forskellige fødder, og skal man løbe godt og undgå skader og ubehag, skal skoene passe til. Når først skoene er fundet, gælder det løberens profil. Hvad man med løberiet, hvor motiveret er man, og hvor meget tid, vil man sætte af, er nogle af de spørgsmål Lars Lauridsen skal have svar på, for at kunne lave en realistisk løbeplan. Masser af løbemuligheder Men Lars Lauridsen nøjes ikke med at rådgive individuelle løbere. Han har fremskredne planer om at arrangere løb for virksomhedsledere. Det betyder, at virksomhedsledere fra Nordjylland mødes et par gange om ugen til en løbetur, hvor de ikke bare kommer i bedre form, men også udvikler et netværk til andre ledere. Det er vældig populært i hovedstaden, men kommer nu også til Nordjylland. Han har også kontakt med virksomheder, hvor han prøver at få sat løb for virksomhedernes medarbejdere på skinner. Ligesom han har planer om, at arrangere løbeaftener for kvinder, for mænd og for børn, så man ind imellem får mulighed for at løbe i selskab med andre.