Aalborg

Løbet over ende

Rødvinspetanque druknede i succes. Der var flere deltagere end pladser

TRANUM:Petanque har de seneste år udviklet sig til en folkesport. Det fik petanqueklubben i Tranum bekræftet, da den åbnede sommerfesten i Tranum med Rødvinspetanque. Der var så stor tilstrømning af nordjyske spillere, at mange kørte forgæves. Der var ganske enkelt ikke baner nok til så mange. – Vi beklager at måtte skuffe så mange spillere, men vi håber på forståelse og at de, der måtte tage hjem med uforrettet sag, vil komme igen til et af vore andre stævner, siger Kirsten Faber Jensen fra petanqueklubben. De første, der måtte vige pladsen, var Tranums egne spillere. Og efter at endnu flere havde måttet afvises, var der 96 spillere, som blev fordelt på de tre baner. Efter tre runder blev vinderne fundet, og de tre første pladser gik alle til Gug Petanque Klub. Fjerde runde var i festteltet, hvor der var stort kaffebord og hyggeligt samvær. Petanqueklubben var også med til at sætte punktum for de fem dages festligheder ved Tranum Gymnastikforenings sommerfest. Det skete, da klubben var vært ved Han Herred Mesterskabet. – Her var der 40 spillere, som trodsede det lunefulde vejr og spillede nogle forrygende kampe, inden de respektive vindere blev fundet, fortæller Kirsten Faber Jensen. Gæster sejrede i lokalt opgør Finalen blev rigtig god, et jævnbyrdigt og spændende opgør imellem Arentsminde og Tranum med sejr til Arentsminde: 1. Han Herred Mester 2008 Annegrethe og Niels Jørgen Søborg, Arentsminde, 2. Henny Sørensen og Grethe Søndergaard, Tranum, 3. Marna Foersom og Svend Poulsen, Arentsminde, 4. Martha og Jacob Svendsen, Tranum. Også Han Herred Mesterskabet sluttede med stort kaffebord og en rigtig god gang hygge. – Vi er trætte men tilfredse efter en god og begivenhedsrig uge. Og vi vender tilbage med fornyede kræfter allerede på fredag, når vi har klubmesterskaber. Efter kampene bliver der tændt op i grillen og lagt op til råhygge, siger Kirsten Faber Jensen.