Løchte og makker tager hul på nyt Wimbledon-eventyr

Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray var i problemer i første runde, men duoen er videre i Wimbledon.

I 2012 vandt herredoublen Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray på sensationel vis Wimbledon. Og onsdag eftermiddag tog makkerparret det første skridt i retning mod endnu en succes.

Den dansk-engelske konstellation vandt 6-1, 6-4, 4-6, 7-6 over franske Fabrice Martin og indiske Purav Raja i første runde af grand slam-turneringen.

Løchte og Marray har ikke spillet sammen i flere år, men det var umiddelbart ikke til at se i begyndelsen af onsdagens kamp.

Succesduoen fra 2012 var en klasse bedre i første sæt og bragte sig foran både 3-1 og 5-1 ved servegennembrud, inden sættet blev vundet 6-1 efter blot 20 minutter.

I andet sæt fik Løchte og Marray lidt større modstand og kom bagud 2-3 efter nogle væsentligt længere partier.

Løchte servede og udlignede til 3-3, og danskeren præsterede nogle gode returneringer i det efterfølgende parti.

Til gengæld manglede Løchte den sidste skarphed ved nettet, og det var medvirkende årsag til, at Fabrice Martin og Purav Raja kom foran 4-3.

Løchte og Marray strammede dog grebet om kampen, og Løchte var manden bag det afgørende servegennembrud i andet sæt til 5-4-føring.

Det skete med en yderst kontroversiel linjekendelse helt ude i kanten af det ene hjørne. Efterfølgende servede Løchte sættet hjem 6-4 med sikkert og stabilt spil.

Den fransk-indiske duo blev også brudt i det første serveparti i tredje sæt, og det skete med endnu en tvivlsom kendelse tæt ved baglinjen.

Kampen blev spillet på bane 10, som var uden Hawk-Eye, så der var ikke mulighed for at appellere kendelser og gense billeder af duellerne.

Løchte og Marray bragte sig foran 4-2 i tredje sæt, men modstanderne kæmpede sig tilbage og udlignede til 4-4 og tog sættet 6-4.

I fjerde sæt lavede Løchte og Marray en byge af servefejl. Danskeren præsterede i et enkelt serveparti at lave hele fire dobbeltfejl, hvilket sendte den dansk-engelske duo bagud med 2-4.

Alligevel lykkedes det at presse fjerde sæt ud i en tiebreak, hvor modstanderne tilkæmpede sig en sætbold ved stillingen 7-6. Den blev afværget, og så vandt Løchte og Marray tiebreaken 9-7.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst