Stofmisbrug

Løft på vej

Mennesker med psykiske problemer i Region Nordjylland har nu udsigt til bedre behandling.

Som en del af satspuljeforhandlingerne er der nu afsat 830 mio. kroner til at styrke psykiatrien i de kommende fire år. Det betyder flere sengepladser til psykisk syge patienter, bedre hjælp til børn og unge og en håndsrækning til stofmisbrugere med psykiske problemer. Og det betyder også, at vi udvider adgangen til psykologbehandling, så langt flere kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet og have overskud til hverdagen. De mange millioner skal forbedre forholdene for de i alt 23.000 børn og voksne, der hvert år behandles for depression, skizofreni og andre psykiske lidelser i Region Nordjylland. Det bedste ved aftalen er, at langt størstedelen af pengene er overført permanent til regionens indsats i psykiatrien - så man ikke skal bekymre sig, om hjælpen nu også er der næste år og næste år igen. Både patienter og de ansatte i psykiatrien kan nu roligt fokusere på det allervigtigste - at de syge får det bedre og flere bliver raske. Den anden store sejr er, at der nu banes vej for hjælp til misbrugere med psykiske problemer. Så de mange unge og voksne, som fx har depression eller ADHD, og som selvmedicinerer sig med hash, kan få den rette hjælp til både deres psykiske lidelse og deres misbrug. Mange tager nemlig stoffer, fordi de har ubehandlede psykiatriske lidelser - og det skal behandlingen tage højde for.