Løftebrud fortsætter

Det kommer ikke som en overraskelse for mange, der har været vidne til den magtarrogance og uhæderlighed, med hvilken den nye regering har forvaltet sit snævre mandat fra valget, at man nu lægger op til endnu et løftebrud.

Lokalpolitik 8. november 2011 05:00

Denne gang overfor landets kommuner, de var blevet lovet guld og grønne skove, hvis bare der kom et nyt flertal, men sandheden stikker nu sit grimme ansigt frem i den røde politik også her. Det skortede eller ikke på gyldne løfter, jeg har til utallige møder i kommunalbestyrelsen og regionsrådet hørt de forblommede skåltaler fra den daværende oppositions lokale repræsentanter om, at når bare først Helle, Villy og Margrethe kom til, sååå... Nu har piben imidlertid fået en anden lyd. Først og fremmest er den offentlige forbrugsfest, som landets kommuner var stillet i udsigt, blevet helt aflyst - nu er det pludseligt gået op for de røde at landet fattes penge. Men nu er de gyldne løfter om en udligningers reform så også gået fløjten. Væk er de radikales tale om en uretfærdig fordeling mellem stor og lille, mellem rig og fattig - nu man selv har ministerposten er alt pludselig i fineste orden, kommunerne kan ikke klarer flere ændringer lige nu lyder argumentet. Kære Vestager, jeg inviterer dig hermed en tur til Jammerbugten, der kan vi kapere al den retfærdige udligning som du overhovedet kan levere! Men med de mange løfter i bryder dagligt sætter jeg ikke næsen op efter det store.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...