EMNER

Løfter skal holdes - ikke brydes

Danmark har fået ny regering. Og til lykke til Thorning og de (ekstra) mange nye ministre med de (ekstra) lange titler, de flotte biler og det fordoblede antal spindoktorer! De har nu fået chancen for at gennemføre, hvad de stillede befolkningen i udsigt i valgkampen…

Men nej… Sådan bliver det ikke. Det står allerede klart efter den nye statsministers første tale i Folketinget og det nye regeringsgrundlag, at særligt Socialdemokratiet og SF har tænkt sig at løbe af stribevis af løfter, som er udstedt frem mod valget. Stemte du på S og SF i troen på, at de to partier har en særlig solidarisk opskrift på en økonomi, hvor nye millionærskatter og bankskatter åbner for flere penge til velfærd og samtidig giver øget vækst og beskæftigelse? Så bliver du skuffet. For hele S-SF-planen og de 12 minutter er pist forsvundet fra alle den nye regerings planer. Stemte du på S og SF i troen på, at børnechecken ville blive forbedret sådan som S, SF og R lovede det, bliver du skuffet. Det sker ikke. Stemte du på S og SF i troen på, at fertilitetsbehandling igen ville blive gratis, bliver du skuffet. Det sker ikke. Stemte du på S og SF i troen på, at der bliver to lærere i folkeskolens yngste klasser, sådan som de to partier har lovet? Så bliver du skuffet, for det sker ikke… Stemte du på S og SF i troen på, at velfærden "skal genoprettes" og at kommunerne vil få mulighed for at øge udgifterne og undgå prioriteringer, bliver du skuffet. Det sker ikke. S og SF's løfter om store stigninger i de kommunale udgifter er ude af regeringsprogrammet. Stemte du på S og SF, fordi du troede at dagpenge-perioden bliver forlænget til de fire år, der var gældende til sidste år, bliver du skuffet. Det sker ikke. Stemte du på S og SF i troen på, at de to partier ville gennemføre en boligpakke, der sætter gang i boligmarkedet, bliver du skuffet. Det sker alligevel ikke, fastslår den nye statsminister. Stemte du på S og SF i troen på, at efterlønnen vil blive bevaret eller direkte forbedret, sådan som S og SF lovede forud for valget, bliver du skuffet. Det sker ikke. Stemte du på S og SF i troen på, at ventetiderne i sundhedsvæsenet fortsat skal falde, bliver du skuffet. Det sker ikke. Tværtimod afvikles det udvidede frie sygehusvalg, så de gennemsnitlige ventetider vil stige. S og SF er stadig eksponenter for løftebrud - på samme måde som Socialdemokratiet var det i Nyrups tid som statsminister. Derfor væltede danskerne Socialdemokratiet i 2001. Derfor har danskerne gjort Venstre til Danmarks største parti ved hvert eneste valg siden 2001. Og derfor agter Venstre at genindtage regeringskontorerne straks, vi får muligheden. Løfter skal gennemføres - ikke brydes. Venstre ved du, hvor du har.