EMNER

Løftet pegefinger til ungdisco

Løgstør Politi med politikommissær Bente Bech Madsen som indsatsleder har reelt sat en foreløbig stopper for fester i Aars og andre kommuner arrangeret af Ungdisco.DK, der tillader unge mellem 14 og 17 år at drikke medbragt alkohol. Enkelte fester får dog lov til at fortsætte som hidtil.

- Vi afviser bestemt ikke, at der senere bliver bevilget tilladelse efter politivedtægten, men visse krav som inddragelse af forældre skal være opfyldt først, og det var de ikke i Aars, siger Bente Bech Madsen. Ungdisco. dk med initiativtager Preben Schøpinsky i spidsen har oplevet forrygende succes med fester for flere hundrede 14-17 årige pr. disko i byer som Ranum i Løgstør Kommune, Hornum ved Farsø,og i Messecenter Aars, hvor politiet tillod fire fester denne sommer. - Det var et forsøg. Vi vidste godt, at de måske var lige på kant med bestemmelserne, og nu har vi så vurderet, at de gik for langt. Politikommissæren roser dog Ungdisco. dk for alt andet lige ordnede forhold under festerne med politigodkendte Safetycrew fra Viborg som opsynsmænd.. - Der er ikke sket noget alvorligt. Ikke noget, der statistisk ikke ville ske enhver anden aften, når så mange unge er samlet til fest, siger Bente Bech Madsen. Hun vurderer dog, at festerne i Aars udadtil kunne virke for "kommercielle", og at arrangementerne røg ind under Restaurationsloven - Den lov betyder som bekendt, at unge under 18 år ikke må drikke alkohol. Det er en helt anden historie, hvis en større kreds af forældre danner en forening og tager ansvaret. Også i ungdiscos navn. Så handler det om tilladelse jævnfør politivedtægten, og så kan unge under 18 drikke alkohol i det omfang, vi har bevilget tilladelsen. - Vi pukler ligenu med at danne en tværkommunal forældregruppe, og vi fornemmer masser af opbakning. Hvorfor skal unge henvises til gadehjørner og skaterbaner. Det drikker jo alligevel, og hvorfor ikke gøre det i trygge rammer og under kontrol, siger ungdicos Preben Schøpinsky. I Nibe er 8. og 9. klasserne i oprør. De samler underskrifter ind til støtte for Ungdisco.dk, planlægger en demonstration i næste uge, og kommunikerer flittigt på ungdiscos internetportale med flere end 2000 tilmeldte, der modtager gratis mails om festernes skæbne, og kan stemme om myndigheders og pressens behandling af "deres" sag. I Ranum ved Løgstør er der ingen ko på isen. Der har en forældregruppe bakket massivt op om Ungdisco.dk, og dannet den forening, politi og kommuner efterlyser. Politiet har foreløbig givet tilladelse til 12 fester med alkohol i Ranum. Den næste 1. oktober.