Hjørring

Løftet pegefinger til unge tyve

To teenagere og to unge mænd slap billigt for et større tøjkup i Hjørring

Arkivfoto: Bent Bach

Arkivfoto: Bent Bach

HJØRRING:Det var torsdag en ren tilståelsessag i Retten i Hjørring, hvor to unge mænd og to teenagedrenge var tiltalt for tyveri af tøj for godt 14.000 kroner fra butikken Jeff og Co. i Hjørring.

De fire unge fra Hjørring og Hjallerup var alle ustraffet, da de tilbage i marts besluttede sig for i fællesskab at lave et indbrud i Jeff og Co. Klokken halv to om natten fandt de nogle sten, som de kastede mod butikkens facade. På den måde kunne de rage tøj ud for i alt 14.100 kroner. De løb afsted med tøjet i favnen og i en taske, men blev opdaget af nogle tilfældige forbipasserende, som uden held forsøgte at få fat i de fire tyveknægte. Det lykkedes dog betjente fra Nordjyllands Politi at finde frem til tyvene og tøjet, som var blevet placeret i en lejlighed hos den enes moster.

Nordjyllands Politi valgte under retsmødet at frafalde tiltalen mod de to yngste i sagen, som i stedet fik en løftet pegefinger af dommeren og en besked om at holde sig fra kriminalitet i de næste to år, hvis de vil undgå at blive tiltalt og dermed få en plettet straffeattest. En 24-årig og en 20-årig mand, begge fra Hjallerup, fik 30 dages betinget fængsel. Dommen blev gjort betinget, fordi de to mænd ikke tidligere har lavet lignende sager.

Alle fire skal dog betale en samlet erstatning på godt 39.000 kroner for blandt andet de stjålne varer og en ødelagt rude.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.