Retspleje

Løgen skal findes mellem venner

To mænd blev tiltalt for at lyve. De ville hjælpe hinanden, men fortalte hver sin historie

ASAA/ VOERSÅ: To venner sad side om side i retten i Sæby mandag eftermiddag. Begge var tiltalt for at have givet falsk vidneforklaring i en tidligere straffesag. Den gang blev den ene af de tiltalte, en 54-årig mand fra Asaa, dømt for at have kørt i sin hustrus bil til trods for, at han var frakendt kørekørtet. Dette skulle være sket i marts 2002. Hans ven, en 54-årig mand fra Voerså vidnede i den sag. De var begge i bilen, og påstod, at en tredie anonym mand fra Hjørring var chauffør. Efter det andet retsmøde skiftede den 54-årige mand fra Asaa i midlertid forklaring i september 2002. Nu erkendte han, at det var ham der kørte bilen. - Anklageren trak mig til side og sagde, at hvis jeg erklærede mig skyldig, ville jeg slippe for fængsel, og ingen af vidnerne ville blive retsforfulgt, fortalte han om sit ændrede vidneudsagn. Dommen faldt i februar 2003. Den 54-årige mand fra Asaa fik to måneders betinget fængsel. Betingelsen var udformet, så han blandt andet skulle udføre samfundstjeneste og betale en bøde på 5000 kroner. Løgneren skal findes Den 54-årige mand fra Asaa fortalte mandag eftermiddag dommer Helle Korsgaard, at de to venner sammen havde planlagt at pynte på historien, så han slap for endnu en dom for ulovlig bilkørsel. Han ville dog ikke gå i detaljer om deres samtaler. Han fastholdt stadig sin forklaring og dermed sin skyld i at have kørt bilen i marts 2002. Den 54-årige ven fra Voerså fastholdt også sin forklaring. - Jeg kan godt forstå, at han ændrede sin forklaring. Han er alt for gammel til at kunne klare et fængselsophold til. Men jeg holder fast ved min forklaring. Om det så koster mig et år, så siger jeg sandheden, erklærede den 54-årige mand fra Voerså. Han stod ved, at en tredie mand kørte bilen den dag i marts 2002. Dermed beskyldte han sin ven for at lyve for retten. Sammen med to domsmænd skal dommer Helle Korsgaard finde ud af, hvem af de to venner, der fortalte sandheden. Både anklager, politimester Søren Gade fra Frederikshavn, samt forsvarerne Jens Christian Christensen og Henning Søgaard vil indkalde vidner, der kan sandsynliggøre, hvem der kørte bilen i marts 2002 og dermed hvem, der talte sandt. Straffesagen blev derfor udsat til vidnerne er fundet. Det er en alvorlig sag at lyve for retten, og den af de to venner, der bliver kendt skyldig, står derfor til fængselsstraf.