Retspleje

Løgn på løgn

Den irakiske udenrigsminister gjorde det, Clinton gjorde det, og nu mener Hans Engell, at den danske regering har gjort det. Løjet. Men ingen behøver at føle sig hellig. Vi lyver nemlig alle sammen, så vandet driver

"Der er ingen amerikanske vantro i Bagdad", sagde den irakiske informationsminister til verdenspressen og fortsatte, mens kloden lyttede med: "Vi har alt under kontrol". Fem minutter senere havde de "vantro" såvel Bagdad som informationsministeren under kontrol. Men ak! Amerikanerne gør det også - lyver. Clinton gjorde det lige op i ansigtet på os, da han for åben skærm benægtede at have dyrket sex med den tidligere praktikant i Det Hvide Hus. Her i landet lyver vi skam også. Da den aristokratisk udseende dansk-engelske Anna Castberg søgte stillingen som museumsdirektør for Arken, løj hun om sine kvalifikationer. Det blev opdaget, og hun blev fyret på gråt papir. En anden løgn, der også kom fuld spot på, var den såkaldte tamilsag, der i slutningen af 1980'erne kostede daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen og medlem af Folketinget for de konservative Grethe Fenger Møller deres politiske liv for til slut at tvinge ministeriet Schlüter væk fra regeringsmagten. Grethe Fenger Møller fik oven i købet dom for at have løjet i retten om sagen. Og så var der den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i en valgkamp lovede, at der ikke ville blive pillet ved efterlønnen, men straks regeringsmagten var genvundet, begyndte han at pille. Men han løj ikke, hævdede han - han var bare blevet misforstået. De to sammensvorne og senere ærkefjender byggematadoren Kurt Thorsen og den tidligere direktør i PFA Byg Rasmus Trads løj i hvert fald heller ikke, og de formåede meget længe at køre med høj cigarføring i sagen om de forfalskede underskrifter. Men dommen faldt: Løgn. For øjeblikket kører Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell en kampagne mod regeringen, som han beskylder for at have løjet over for befolkningen med hensyn til motivet til at deltage i krigen mod Irak. Men er det i virkeligheden Hans Engell, der lyver? Løgnen som våben Det er vanskeligt at forestille sig, at man kan være for eksempel politiker, diplomat, spion, militærmand, topleder, reklamemand eller spindoktor uden at have gjort sig til ven med løgnen. De fleste løgne eller manipulationer bliver aldrig afsløret - men nogle gør, og så er der i reglen kontant afregning. At lyve er altså med andre ord okay - blot det ikke bliver opdaget. Der er da også situationer, hvor løgnen af de fleste betragtes som nødvendig og moralsk uangribelig. Den svenske ekspert i medicinsk etik Sissela Bok, som i 1978 udgav bogen "Løgn - Moralsk Valg indenfor Offentlighed og Privatliv", har stor respekt for sandheden, men mener, at man må acceptere løgnen som våben og selvforsvar i ekstreme situationer som invasioner, spionage og tortur. Men det er ikke kun "udsatte" grupper, der lyver. Vi lyver alle sammen, og løgnen er en rummelig fætter. Den findes i alle afskygninger fra den lille hvide: "Undskyld jeg kommer for sent, men mit vækkeur ringede ikke" til den store sorte: "Nej, der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet" og til det ekstreme eksempel: mytomanen, der omgiver sig med et arsenal af løgne, som han har spinder sig selv og sine omgivelser ind i. Men hvad enten vi tilhører den ene eller den anden gruppe løgnere, så lyver vi alle for at fremme en sag. Enten vores egen eller en større sag, fortæller Hanne Dreisig, der er psykoterapeutisk forskningskonsulent på Odense Universitetshospital. Og løgnen kan vi tilsyneladende slet ikke komme uden om, sådan som vi har indrettet os i samfundet og i familielivet, for ifølge en undersøgelse, der er foretaget på et universitet i Virginia i USA, skulle vi pæne og normale mennesker hver især lyve cirka et par gange om dagen i snit. Det skriver den tidligere reklamemand Hans Prehn og hans svenske kollega Jan Christer Falk i den hudflettende bog "Den Store Lyveskole". Her er ingen løftede pegefingre eller moralsk kvababbelse over, at vi går rundt og lyver - blot konstatering og sarkasme. Men der er dog svorne modstandere af løgnen og al dens væsen. For eksempel den tyske 1700-tals filosof Immanuel Kant, der var af den opfattelse, at løgnen aldrig kunne forsvares. Heller ikke i tilfælde, hvor ens eget eller andres liv var i fare. Utroskabs-bureuaer Og hvordan ser den "legale" løgn så ud? Hvad er det, alle vi ærlige mennesker går rundt og bilder hinanden ind? Vær på vagt, når du hører sætninger som "Desværre, jeg har ikke tid" eller "Desværre, jeg har så travlt." Her bør de røde lamper begynde at blinke. Den der med IKKE at have tid er nemlig ifølge Hans Prehn og Jan Christer Falk en af vores yndlingsløgnehistorier. Den bruges i utallige sammenhænge - i familiens skød, blandt venner og på jobbet. Men travlhed dækker i langt de fleste tilfælde over noget helt andet - nemlig manglende lyst eller at man simpelthen bare ikke gider. Men det kan man ikke lide at sige - eller man kan ikke tillade sig at sige det - og så er det, man hiver den der med "Jeg har så travlt" frem. Så hvis du for nylig har talt med rigtig mange mennesker, der ikke har tid til at se dig, fordi de har så travlt, skulle du måske begynde at kigge dig selv lidt efter i sømmene, for så er det sandsynligvis, fordi de ikke har lyst til at være sammen med dig - eller hellere vil noget andet. Det kunne i al fald godt være den skinbarlige sandhed. Og så er der den klassiske løgn, den der på et eller andet tidspunkt rammer temmelig mange, der lever i faste forhold - at den ene har mere lyst til sex end den anden. I de fleste tilfælde - det ved vi jo godt - handler det hverken om migræne, træthed, travlhed eller noget andet, når det lyder: "Ikke i aften, skat", men hvem tør sige: "Jeg har ikke lyst til at gå i seng med DIG". Så i stedet for at sige sandheden, finder vi på alle mulige små, gråmelerede løgne. Måske for at vise hensyn, måske i et forsøg på at forhindre, at partneren går ud og finder en, der har lyst. Men det gør partneren sandsynligvis på et eller andet tidspunkt. Pludselig en dag står der nemlig en og hvisker: "I aften skat?". Og det er nektar i øregangene, når man er blevet godt og grundigt udsultet på hjemmebanen. Men ups! Så er det, der skal byttes om på rollerne. Nu er det den, der er utro, der skal til at lyve. Men kan bedrageren eller bedragersken ikke selv finde på et godt alibi, er der nu hjælp at hente, i hvert fald hvis man bor i USA, England eller i Rusland. Her er der nemlig begyndt at dukke utroskabs-bureauer op, som har specialiseret sig i at opfinde historier for de utro og skaffe dem nagelfaste alibier, skriver forfatterne til "Den Store Lyveskole". Lyv altid over for chefen Men det der med at lyve kan være absolut nødvendigt, hvis man vil begå sig i samfundet - og ikke mindst på arbejdsmarkedet, mener Prehn og Falk. Det er for eksempel naivt at tro, at man over for sin chef kan være 100 procent ærlig, selvom der i moderne virksomhedsledelse bliver lagt op til det. Man skal især holde hovedet koldt, når det gælder medarbejdersamtaler, lyder rådet. Her er konceptet, at medarbejderen skal krænge sin sjæl ud, men man skal for Guds skyld ikke hoppe på den. Det kan nemlig få store konsekvenser, især hvis man er så ærlig, at man begynder at kritisere chefen og hans dispositioner. Chefer tåler sjældent kritik, og den ærlige medarbejders karriere kan blive særdeles kort. Næ, "vil du i virksomheden frem - så hykl" lyder rådet fra lærerne i "Den Store Lyveskole". Chefer er heller ikke, hvad de har været ifølge Hans Prehn og Jan Christer Falk. Både den diktatoriske og den karismatiske chef er en uddøende race. I dag er det bogholderne og problemknuserne, der er rykket ind på chefkontorerne, og de mener, at alt kan måles og vejes. "Derfor er de meget optaget af analyser. Men selvom målbare enheder er det eneste, en moderne chef kan bruge, har han alligevel brug for medarbejdere, der virker selvbevidste, initiativrige, resultatorienterede, ukuelige og fleksible, og som demonstrerer deres flinkhed ved at forsyne ham med opmuntrende meldinger fra fronten, som kan styrke ham i hans tro på, at hans metoder virker." Der er ikke noget nyt i, at mennesker med magt ikke bryder sig om at blive kritiseret. Derved ligner de alle andre. Forskellen er bare, at de har magt til at kappe hovedet af deres undersåtter eller mere civiliseret: Fyre dem eller mobbe dem ud. Men intet menneske kan leve med kun at omgive sig med falske mennesker eller elever fra flinkeskolen, der aldrig siger, hvad de mener. Det bliver man virkelighedsfjern af, syg i hovedet af, og det er der masser af vidnesbyrd om i historien - Stalin, Mao, Hitler, Pol Pot og Saddam Hussein blot for at nævne nogle af de værste. Den kloge konge, kejser eller leder omgiver sig med mindst et ærligt, loyalt og kompetent menneske, der ikke taler ham/hende efter munden. Tidligere i historien ansatte konger og kejsere en hofnar, som ikke behøvede at røvslikke. Narren kunne gennem komediespil fortælle sandheder og udøve kritik. Det trick bruges stadig. I dag bruger vi flittigt ironien, humoren og satiren, når vi vil fortælle hinanden sandheder. Løgnen slider Er kvalmegrænsen nået? Er barnetroen blevet forsmået? Lærte vi ikke derhjemme, at ærlighed varer længst. Er det virkelig rigtigt, at man kun kan begå sig i det her samfund, hvis man er parat til at give afkald på det fagreste træ i skoven - æren. Hvad med værdigheden? Integriteten? SAMVITTIGHEDEN - hallo! Hvad med den? Psykoterapeutisk forskningskonsulent ved Odense Universitetshospital, Hanne Dreisig, mener, at der kan slides på samvittigheden. Hun ser den for sig som en trekant i hjertet, og hver gang man lyver kører den rundt og slider på hjertet: - Løgnen er farlig, man kan vænne sig til den, siger Hanne Dreisig, der dog mener, at det er utopi at tro, at man helt kan undgå at lyve: - Løgnen er også en modstand mod fastlagte strukturer, som holder os fast. Vi vrider os løs. Hvis man lever i en familie, er man hele tiden overvåget og kontrolleret. Det er trygt, men også snævert. Og nu har vi fået mobiltelefonen, så ligegyldigt, hvor vi befinder os, kan vi blive ringet op og checket: "Hvor er du?", "Hvad laver du?". Selvom man ikke laver noget, man ikke "må", kan sådan en tilværelse godt gå hen og blive ret så klaustrofobisk og snærende, siger Hanne Dresig, der mener, at vi kun kan blive hele og harmoniske mennesker, hvis vi også er i stand til at være alene med vores egne tanker. Hun mener dog ikke, at vi er blevet mere hårdkogte med hensyn til løgnen. - Hverken politikere eller andre lyver mere, end de altid har gjort. Der er bare meget mere spot på i dag, og vi er ikke så autoritetstro længere. Den eneste forskel på før og nu er, at vi er blevet hurtigere til at gennemskue løgnen.