Løgnens uvirkelige virkelighed

Journalisten Mads Brügger har med en falsk teatertrup fået lovat rejse rundt i den stalinistiske diktaturstat Nordkorea - og han har filmet det hele

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- De er så skrøbelige og ubehjælpsomme i deres vanvid, at man på en måde også holder af dem. Men samtidig så lever de i det her gangsterregime, der slår folk ihjel hver dag, siger Mads Brügger om nordkoreanerne.

Hundredetusinder af uniformerede koreanere på lange lige rækker fylder den enorme Kim Il Sung-plads midt i Nordkoreas hovedstad. Der er fredsdemonstration i Pyonyang, og militærorkestret hamrer løs på instrumenterne, mens råbene i højtalerne skratter hadefuldt og aggressivt om at slå ihjel. - Jeg vil hjem. Jeg vil hjem, skriger spastikeren Jacob Nossel fra sin kørestol, der har det som Frodo i Mordor. For i Nordkorea bliver handicappede dræbt ved fødslen eller interneret i lejre, fordi de ikke passer ind i idealbilledet om biologisk skønhed. Så Jacob Nossel er bange og kigger bedende op på det skaldede rødskæggede hoved, der tilhører Mads Brügger for at få ham til at træde ud af rollen og droppe det hele. Men Brügger bevarer fatningen og vender sig om mod tolken fra den nordkoreanske sikkerhedstjeneste. - Han er bare glad, men også lidt træt, siger han og Jacob Nossel svarer med et indtrængende råb. - Lad være med at lyve Mads Brügger! Lad være med at lyve Mads Brügger! Men Mads Brügger kan ikke lade være med at lyve. Løgnen er hans journalistiske dåseåbner - og i situationen er det den nødvendige navlestreng, der skal lede dem ud af vanviddet og give tv-seerne billeder. Så showet fortsætter, og straks marcherer tre danskere hen over pladsen i spidsen for koreanerne, mens de heiler til landets ledere med strakte arme og knyttede hænder. - Jeg var ved at kaste op. Men det var også en fantastisk oplevelse. For man tænker jo om folk, der lod sig rive med af Hitler, at de ikke var rigtig kloge, men når man står midt i det, kan man mærke kraften og energien i masseoptrinet, og så kan man godt forstå, at folk lod sig rive med, siger han. - Da vi marcherer over pladsen, tænker jeg: Nu er der nogen, der stopper det her. Jeg tænker, det er for meget, og det kan ikke passe, at vi får lov til at gøre det her og slippe ud af landet med vores videobånd. Det er som at udfordre guderne. Og da vi kommer tilbage på hotellet og kunne se det på nationalt tv, tænkte jeg simpelthen, at vi var blevet for synlige, siger Mads Brügger, der nu sidder i tv-byen og prøver på at få overblik over de mange videobånd, som gerne skulle blive til fjernsyn, der kan vises på DR til efteråret. Sammen med de to koreanske adoptivbørn, den spastiske stand up komiker Jacob Nossel og Simon Juul fra Banjos Likørstue har han endnu engang udfordret journalistikkens rammer og fået lov af den nordkoreanske sikkerhedstjeneste til at filme alt under en turen til det stalinistiske diktatur, der normalt er lukket land for journalister. Den amerikanske løgn Men løgnen har før bragt Mads Brügger ind på livet af neokonservative, rabiate Bush-tilhængere, da han spillede en dansk fan af den amerikanske præsident i DR2-programmet ”Danes for Bush”. Og nu er det så de nordkoreanske kommunisters tur til at blive hudflettet af danskerens krøllede hjerne. Denne gang spiller han en dansk kommunistisk teaterleder med store kunstneriske ambitioner og med et ønske om kulturudveksling med Nordkorea. Simon Juul og Jacob Nossel er skuespillere i teatret ”Det Røde Kapel”, som opfører en varieté, der ifølge kunstnerne selv minder om Mandrilaftalen på crack og både indeholder stepdans og sketchen fru Kristof. Meningen - for sådan en er der - er at afdække et af verdens mest lukkede og grusomme samfund på en måde, der bringer seerne nærmere sandheden om diktaturets væsen. - Men det er også en beretning om den frie tanke og humors møde med det mentale stavnsbånd, siger Mads Brügger. - De har haft tankekontrol i 50 år og har aldrig udviklet ironi. Det ligger dem så fjernt, at man skulle kunne finde på at sige noget, der ikke passer. Deres humor er på en eller anden måde gået i stå engang i løbet af 50’erne. Der hvor de griner mest er en scene, hvor Simon vil have Jacobs taske. Jacob bliver ked af det, og Simon griner sådan en skoggerlatter. Hohoho. Og så griner publikum, så det er sådan en skadefro humor, de har. Mads Brügger har varmet op til turen gennem længere tid og har været på researchtur for at overbevise den nordkoreanske sikkerhedstjeneste om, at det var en god idé at troppe op i Nordkorea med handicappet skuespiller, varieté og videokamera. Skægget og den skaldede isse var med til at indgyde tillid. - Nordkoreanerne var meget glade for, at jeg lignede Lenin. Og en af nøglerne til, at det hele lykkedes var netop, at jeg lignede den store rorgænger. Jeg kunne mærke, at de havde respekt for mig. Måske også fordi jeg er lidt højere end Lenin var, for det er jo bevist, at folk har mere tillid til høje mennesker. Jeg var en slags superlenin, siger han, mens han hænger teatertruppens banner op på tv-byens blankpolerede væg. Et banner som de ikke fik lov at bruge på scenen, fordi det tog for meget opmærksomhed fra de koreanske propagandaflag. Men banneret var ikke det eneste, der blev bortcensureret, da truppen stod over for den censurkomité, som hver aften skulle se Brüggers videobånd igennem. For komitéen skar fra begyndelsen showet ned fra 25 minutters varieté til et teaterstykke på syv minutter. Kim Larsens Jutlandia og Prinsessen på Ærten blev sorteret fra. Og Jacob Nossel skulle lade om, han var en normal mand, der blot spillede handicappet, og blæste i en fløjte i stedet for at tale. Simon Juul skulle råbe ”One mind, one Korea” og afsynge genforeningssangen sammen med skolepiger og Mads Brügger blev bedt om at sige, at han var en meget magtfuld mand, inden stykket gik i gang. - Magt er supervigtigt for dem, så jeg går på scenen og siger den sætning, jeg sådan set har drømt om at sige hele mit liv: Good evening Pyonyang. My name is Mads Brügger. I am a very powerfull medialeader from Denmark. Og så bryder de ud I et kæmpebifald, siger han og gør en lille pause i en talestrøm, der hele tiden hakker lidt for at finde de ord, der beskriver oplevelsen mest perfekt. - Det er jo berusende, men man står også midt i en spøg, der er kørt ud på et niveau, hvor ballonen er meget tæt på at sprænge. Stigede paranoia Netop på grund af den gennemplanlagte spøg, der kunne briste hvert sekund, blev Mads Brügger mere og mere paranoid undervejs, for hvis løgnen blev afsløret ville de stå uden journalistisk materiale. De ville måske endda ryge i fængsel, og ingen vidste, hvad der så ville ske med Simon og Jacob, der trods alt lignede rigtige koreanere mere end en høj, rødskægget Leninkarikatur. - Min karakter og jeg selv går jo mere eller mindre i opløsning undervejs. Til sidst er jeg jo nødt til at være mere eller mindre beruset for at kunne fungere, hvilket også bliver mere og mere synligt igennem serien. Jeg drikker simpelthen på grund af mine nerver, og jeg sover mindre og mindre, siger han. - Det var lidt ligesom at være klædt ud som tiger og være lukket inde i et tigerbur, hvor man ligner en tiger, og lyder som en tiger og måske også lugter som en tiger. Men set fra en ganske bestemt vinkel er man en fræk lille pattegris. Og vi var jo hele tiden bange for, at de kunne se os fra den vinkel. Men Mads Brügger blev i rollen og ingen så, at teatergruppen ”Det Røde Kapel” var en pattegris, der legede med et af verdens sidste diktaturer. Dermed fik de måske en enestående, historisk og i det mindste sjælden historie om et samfund, som ingen nogensinde har fået lov at afdække.