Løgstør Bio går på jagt efter Nemo

LØGSTØR:Fra fredag og hele næste uge med viser Løgstør Bio den anmelderroste animationsfilm ”Find Nemo”. Nogle af dagene har biografen to forevisninger, så der satses på at lokke såvel børn som voksne ind i biografsalen i vinterferien. ”Find Nemo” er lavet af Pixar-studierne, og det er efterhånden blevet et kvalitetsstempel. Pixar har blandt andet stået bag ”Toy Story”, ”Græsrødder” og ”Monsters Inc.”, og seneste film fra dem er da også blevet kaldt et fabelagtigt flot farvelade-univers. Filmen handler om den lille klovnefisk Nemo, der bliver væk fra sin far Marlin efter et skænderi. Nemo bliver fanget af en dykker på jagt efter fisk til sit akvarium. Her deler filmen sig i to, så den dels handler om livet i akvariet , dels om faderens jagt på sin søn. Filmen er spækket med biroller, så den rummer et hav af dyr for nu at blive i dét univers. Her er sultne hajer, der mådes i en gruppe ikke ulig anonyme alkoholikere for at styre deres trang til at spise andre fisk. Her er babyblæksprutten, der konstant blækker i bleen, og der er kæmpestore hvaler. ”Find Nemo” er et eksempel på den udvikling, der sker inden for tegnefilm. På billedsiden er der skabt utrolig megen bevægelse i hele billedet, så biografgængere hurtigt tror på, at det foregår under vandet.