Musik

Løgstør byder på gratis jazz

Lene Matthiesen bliver hovednavn ved jazz-festival

LØGSTØR:Gratis jazz i midtbyen i Løgstør. Sådan lyder tilbuddet fra jazz-festivalen Kanal Jazz i Løgstør i den første weekend i august. Det er tredje gang jazz-festivalen i Løgstør afholdes, men i modsætning til de to tidligere år, så rykker festivalen helt fra havneområdet til midtbyen. Samtidig droppes entreindtægten - dog bortset fra en gospelkoncert i kirken som indledning til festivalen. Det bliver med Lene Matthiesen fra DR-programmet "Stjerne for en Aften". - Efter publikum svigtede sidste år - og vi derfor kom ud med et underskud - så kan det lyde mærkeligt, at vi bortset fra gospelkoncerten dropper entreindtægterne, men det skal ses i et forsøg på at få et større publikum til jazz. Og så håber vi på, at ølsalget bliver større, siger Leif Myrup fra Kanal Jazz-foreningen. Kanal Jazz har en gæld på omkring 40.000 kr. - Jeg tror ikke, vi kommer helt ud af gælden, men jeg håber, at vi får barberet i hvert fald halvdelen af gælden væk ved arrangementet i år, siger Leif Myrup. I lighed med tidligere skyder Løgstør Handelsstandsforening 25.000 kr. i jazz-festivalen - og derfor rykkes hele arrangementet til midtbyen. - Det er et meget stort besløb de handlende skyder i festivalen. Derfor er det naturligt, at hele arrangementet rykkes til forretningsgaden, så de handlende får mest muligt ud af festivalen, siger Leif Myrup. Som en konsekvens af, at arrangementet er flyttet, så er det også besluttet at droppe jazzen søndag. Derfor startes der allerede onsdag i stedet for torsdag.