Løgstør Havn lukket af isen

Ingen skibe er sejlet til eller fra Løgstør Havn siden fredag

LØGSTØR:Isen har sat en stopper for al sejlads til eller fra Løgstør, oplyser Havnefoged, Hans Jensen. - Selvfølgelig kan alt lade sig gøre med hjælp fra tilstrækkelig maskinkraft, men de fleste vil i hvert fald få store problemer. Reelt er der lukket nu, siger havnefogeden, som vurderer, at isen er 10-15 centimeter tyk. Han vil dog ikke anbefale, at man vover sig for langt ud på Limfjorden, selvom det tilsyneladende er sikkert at gå på vandet. - Der er stadig strøm derude, og isen kan godt være tyndere, der hvor den sidste båd var igennem i fredags. En muslingebåd som skulle have været i Thyborøn i fredags kom tilbage, fordi den ikke kunne komme igennem længere ude, fortæller fogeden, som passer både Løgstør, Aggersund og Rønbjerg havne. Hvis det skulle blive nødvendigt kan Løgstør Havn tilkalde assistance fra en kraftig slæbebåd og isbryder fra Aalborg, men foreløbig er der ikke anmeldt sejlads til havnen. Ved Aggersundbroen måtte en russisk fragtbåd søndag eftermiddag have hjælp til at komme forbi det smalle sund, hvor iflagerne let pakker sig. Slæbebåden Alba fra Aalborg Havn, måtte bryde isen for det 2500 tons tunge Volgo-balt 214 og derefter følge skibet tilbage til Aalborg, hvorfra det formentlig kan klare sig selv videre østpå.

Forsiden