Løgstør-herrer ud i nøglekamp

Håndbold

LØGSTØR:For anden torsdag i træk drager Løgstør HKs håndboldherrer til kamp på udebane, når holdet i Vendsyssel møder Strandby/Elling IF i 3. division. Her er tale om en rigtig nøglekamp i bunden af rækken mellem tredje- og andensidst. Inden torsdagens opgør har hjemmeholdet otte point, mens Løgstør har et point mindre. Efter det store nederlag til Tvis KFUM er det et Løgstørmandskab, der tørster efter at revanchere sig. - Imod Tvis KFUM kalkulerede vi ikke med at få point, men det var da træls at tabe så stort som vi gjorde. Vi satser langt mere på point mod Strandby/Elling, siger træner Martin Hedegaard, der håber de skadede spillere bliver deres skader kvit til bundgyseren i Elling Hallen. - Martin Nørager og Jens Gregersen blev skadet i Tvis, men de skulle sammen med Thomas Holm gerne være klar vurdere Løgstørtræneren, som i resten af sæsonen må se bort fra Mads Christensen, som er flyttet til København. Med en sejr i torsdagens opgør bytter Løgstør HK plads med hjemmeholdet i tabellen og kommer op på siden af Randers HH. Løgstørtruppen har et indgående kendskab til Strandby/Elling som i efteråret blev besejret 26-22 i det første indbyrdes opgør ligesom de to hold i fjor rykkede op sammen fra Jyllandsserien. Her tabte Løgstørherrerne i Elling Hallen, der er en svær bastion at indtage, hvor hjemmeholdet kun har tabt to kampe i de to seneste sæsoner. Endvidere har Løgstørherrerne statistikken imod sig eftersom holdet endnu ikke har prøvet at vinde på udebane i denne sæson. Træner Martin Hedegaard håber dog der bliver ændret på denne statistik torsdag aften.

Forsiden