Lokalpolitik

Løgstør i vesthimmerlandsk kommune

Løgstør kan ikke kommer med til Aalborg

LØGSTØR:Alt tyder på, at Løgstør er på vej ind i en vesthimmerlandsk storkommune. Det er konklusionen efter et møde i går mellem et forhandlingsudvalg fra Løgstør Kommune og repræsentanter for magistraten i Aalborg. Holdningen i magistraten er klar - Aalborg er ikke klar til et giftermål med Løgstør. Løgstør ligger for langt væk i forhold til Aalborg. Byrådet i Løgstør har tidligere bestemt, at Løgstør foretrækker en løsning der indeholder en sammenlægning med Nibe. Og da Nibe er så godt som gift med Aalborg måtte Løgstør have en klar udmelding fra Aalborg på spørgsmålet: Vil I have os med eller ej? - Aalborg er åbne overfor nabokommunerne, men vi ligger i et led længere ude. Derfor synes Aalborg ikke om løsningen, siger borgmester Jens Lauritzen (V), der står i spidsen for Løgstørs forhandlingsudvalg. Aalborg gav dog Løgstør den melding, at hvis det i sidste ende er den eneste løsning, der er tilbage, så kan man snakkes ved igen. - Som jeg ser det skal vi ikke bruge flere kræfter på at forsøge at komme til Aalborg. Det vil være spild af kræfter. Nu synes jeg, vi skal arbejde for at få en kommunesammenlægning bestående af himmerlandske kommuner - gerne med Fjerritslev også, hvis man altså nord for fjorden er interesseret, siger Jens Lauritzen. Fornylig blev der i byrådssalen lagt op til en "folkeaftemning" i kommunen for at få borgernes afgørelse på hvor Løgstør skal høre til i en ny storkommune. - Men efter den udmelding som Aalborg gav på mødet, så er der reelt set kun en vesthimmerlandsk løsning tilbage, siger Lauritzen, der derfor mener at en afstemning vil være overflødig. Den konklusion er socialdemokraternes gruppeformand Niels Ole Arndt enig i. - Jeg ville ikke have noget imod at Fjerritslev kom med - hvis ellers ikke antallet af kommuner i den nye vesthimmerlandske storkommune bliver al for stort. Jeg kan godt frygte for alt for stor kommuner, siger Niels Ole Arndt. Løgstør Kommunes forhandlingsudvalg, der består af politikerne i økonomiudvalget samt Ninni Lodahl Gjessing (R), mødes på torsdag for at drøfte sitautionen efter Aalborgs afvisning af Løgstørs tilnærmelser.