Løgstør IF fik sejr i den første hjemmekamp

FODBOLD:Sæsonens første hjemmekamp for serie 1 holdet fra Løgstør IF gav en sejr over Frederikshavn, der blev besejret 2-1 efter 1-0 ved pausen. Løgstør startede kampen med at sætte modstanderen under pres og havde i de første 20 minutter flere gode forsøg, der burde have givet en føring. Gæsterne kom dog efterhånden mere ind i kampen uden at der for alvor var pres på Løgstørmålet. Hjemmeholdet havde dog også sine chancer, men man skulle helt hen det 34. minut, inden den første scoring faldt, da gæsternes målmand blot fik pareret et Løgstørforsøg og på riposten var Karsten Pedersen hurtigt over bolden og scorede Da holdene kom ud til anden halvleg var det gæsterne, der startede bedst og allerede efter to minutter fik holdet tilkendt et lidt tyndt straffespark som sikkert blev udnyttet. Løgstør kom sig dog hurtigt over udligningen og blot fem minutter senere scorede Karsten Pedersen sit andet mål på et godt indlæg fra Morten Eskildsen. Som halvlegen skred frem satsede gæsterne offensivt og satte Løgstør under et pres i den sidste del af kampen, men hjemmeholdet klarede frisag og kunne trække sig tilbage med en fortjent sejr set over hele kampen. Efter de første tre kampe har Løgstør samlet syv point, hvilket er tilfredsstillende, da to af kampene har været på udebane. Kampen blev afviklet på en bane, hvor det ikke var muligt at spille pænt fodbold og for Løgstørs spillere var det ikke optimale betingelser, da de gerne vil spille med bolde langs jorden.