Nørager

Løgstør indledte året med en sejr

LØGSTØR:Håndboldherrerne fra Løgstør indledte det nye år med en sejr, da Hoager GF søndag eftermiddag blev besejret med 30-24 i Løgstør Hallen. Ikke alene fik Løgstør revancheret sig fra det første indbyrdes opgør, men fik samtidigt to vigtige point i bunden af rækken. Trods sejren slap Løgstør mandskabet dog ikke fri af de to nederste nedrykningspladser, da de øvrige bundhold i rækken også vandt deres kampe. - Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp i dag. Der bliver spillet disciplineret i angrebet og når afslutningerne ikke gav mål var returløbet godt. Således var vores halvlegsføring på 17-11 ikke et mål for stort, siger træner Martin Hedegaard, der konstatere fejlene hos spillerne var minimale i den vigtige sejr. Straks i anden halvleg kom Løgstør foran 18-11, men Hoager GF hentede kraftig ind på hjemmeholdet, der ti minutter før tid blot førte 21-20. I kampens sidste 8-10 minutter kom Løgstør stærkt igen. - Heldigvis kom vi foran med to mål igen og udnyttede flot at gæsterne måtte forcere for at vende kampen. I dag havde vi marginalerne på vores side i de afgørende situationer, men vandt fortjent. I øvrigt en utrolig vigtig sejr, der lover godt for de kommende kampe, nu hvor jævnbyrdigheden i rækken for alvor er blevet stor, siger Martin Hedegaard. Mål for Løgstør HK: Martin Nørager 7, Kent Tetzlaff 6, Mads Christensen 5, Thomas Holm 3, Jens Gregersen 3, Lasse Pedersen 3, Peter Møller 2, Mikkel Jensen 1.