Løgstør mister 100 job FLYTNING: Samson Agro flytter til Viborg - medarbejderne kan flytte med

Lokalpolitik 3. september 2004 06:00

LØGSTØR: Løgstør mister 100 arbejdspladser fra juni næste år. Det sker når Samson Agro - en af Europas største producenter af blandt andet gyllespredere - samler sine aktiviteter på en ny fabrik i Viborg. Samson Agro A/S har i dag produktionen fordelt på to fabrikker. Udover Løgstør er der også en fabrik i Langå. Ifølge direktør Per Eskildsen skyldes beslutningen om at samle virksomheden under ét tag, at det i de kommende år er nødvendigt at øge produktionskapaciteten. - En af de vigtigste grunde til at valget faldt på Viborg er muligheden for at tilbyde alle ca. 150 medarbejdere fortsat ansættelse. Derved undgår vi at skulle sige farvel til højtkvalificeret arbejdskraft, know-how og erfaring i produktionen. Det er nemlig en væsentlig faktor for at kunne konkurrere med andre producenter på det europæiske marked, siger Per Eskildsen. Samtlige medarbejdere er tilbudt at rykke med til den nye fabrik. For de ansatte i Løgstør betyder det at de rykker 60 km sydpå, mens medarbejderne i Langå rykker 40 km nordpå. Accept hos ansatte Erik Schmidt, der er tillidsmand for de omkring 80 metalarbejdere i produktionen i Løgstør, siger til NORDJYSKE, at medarbejderne generelt er tilfredse med beslutningen. - Selvfølgelig er det lidt surt at skulle til at køre 60 km for at komme på arbejde. Men når jeg ser på at andre virksomheder i stor stil rykker produktion til udlandet, så er det ikke så skræmmende at skulle køre til Viborg, siger han. Borgmester beklager Borgmester Jens Lauritzen er ked af beslutning om at lukke i Løgstør, så byen mister 100 arbejdspladser. - Det er rigtig, rigtig træls. Vi må erkende, at vi ligger i et yderområde, som ikke har den helt store tiltrækningskraft, lyder det fra Jens Lauritzen. Ærgerlig Metalformand For formanden for Dansk Metals afdeling i Løgstør, Karsten Nielsen, er virksomhedens beslutning heller ikke just noget, der får smilet frem. 8,5 procent af afdelingens medlemmer er ansat på Samson Agro, der de senere år har været i rivende udvikling. - Jeg kan godt ærge mig over, at vi mister en god virksomhed, der på metal-området har været en stor drivkraft på egnen, siger han. - Det glædelige er, at arbejdspladserne bliver i Danmark og at der trods alt ikke er længere end de ansatte kan køre til Viborg, siger Karsten Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...