EMNER

Løgstør Parkhotel sat til salg

Konferencemarkedet svigter totalt - 29 millioner kroner er prisen

LØGSTØR:Løgstør Parkhotel på Toftebjerg i Løgstør er sat til salg for 29 mio. kr. Købmand Keld Droob, Esbjerg, har gennem 11 år ejet hotellet som en blandt mange af sine aktiviteter. Det er utilfredsstillende indtjening på hotellet, der har fået Keld Droob til at sætte hotellet til salg. Hoteldirektør Carl Georg Jehrbo lægger ikke skjul på, at udviklingen på konferencemarkedet har sendt hotellet i knæ økonomisk. - Markedet for konferencer er helt katastrofalt. Hverken det private erhvervsliv eller den offentlige sektor bruger tilnærmelsesvis de penge på konferencer og kurser som de gjorde for bare få år siden. Og da 50 procent af vores omsætning netop ligger på det område, ja så kan enhver sige sig selv, at det giver økonomiske problemer, siger Carl Georg Jehrbo, der understreger, at hotellets øvrige aktiviteter blandt andet selskaber og weekendophold er i god gænge. Værelsesudlejning i sommer var også tilfredsstilende, ligesom salget af de kommende julefrokoster går strygende. - Men selvom det går godt på disse områder, kan det ikke udligne tabet på konferencemarkedet. - Mange af de store virksomheder og fagforbund som tidligere har lagt deres konferencer og kurser på landets hotellet har nu enten egne kursusejendomme eller også bruger de internettet, så medarbejderne sidder hjemme og uddanner sig, siger Carl Georg Jehrbo. Han oplyser, at Keld Droob har opstillet et alternativ til salget. Nemlig at finde en økonomisk samarbejdspartner, der har mange konferencer og kurser. - Man kunne godt tænke sig den tanke, at f.eks. en virksomhed eller et fagforbund købte sig ind i hotellet og lagde sine kurser og konferencer på stedet, siger Carl Georg Jehrbo, der har forsøgt at geare organisationen på hotellet til de nye tider. Det betyder, at parkhotellet har sagt farvel til syv af 23 ansatte. Ikke nogen skøn opgave - Det er naturligvis ikke den skønneste opgave, men det er desværre nødvendigt, når realiteterne er, som de nu engang er, siger Jehrbo, der samtidig har valgt at lukke den ene restaurant - Petit Provence - samt pubben Foxy Pub for gæster udefra. - Det kan ganske ikke betale sig at have personale låst fast til hverken restaurant eller pub for at holde åbent for gæster udefra, siger han. Den ene del af restaurationen på første sal er netop omdannet til a la carte restaurant. Og det har til gengæld været en succes. Løgstør Parkhotel har 71 dobbeltværelse, fire enkeltværelser, fem mødelokaler og 13 grupperum. Hotellet er kun en meget lille del af Esbjerg-købmands imperium. Keld Droob har driftsselskaber, der omsætter for 185 mio. kr. og har 450 ansatte. Han har desuden ejendomsaktivteter, der omsætter for 50 mio. kr. Her er der 15 ansatte. Der er desuden to ansatte, som tager sig af formue og gældspleje for 25-30 mio. kr. Han har egne ejendomme og golfbaner samt to møbelforretninger i Vejle og Esbjerg. Keld Droob er indehaver af 16 nye sandwichrestauranter Sunset Boulevard over hele landet, ligesom han ejer samtlige Pizza Hut-restauranter i Danmark. Han ejer også møbelfabrikken Danfleks på Sjælland. Sammen med storkøbmanden John Hanssen ejer Droob B-aktier i lampefabrikken Louis Poulsen. Det er en post på 130 mio. kr.