Løgstør-piger på malekursus

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hele holdet på sejltur. Seda ses helt til venstre i billedet, Birthe med armen på bordet i midten og Susanne er nr. to fra højre.

LØGSTØR:Vejrguderne var med, da de to Løgstør-piger Susanne Kollerup Nielsen og Seda Artovna Danielyan pakkede staffeli og pensler for at hoppe på flyet til Grækenland sammen med 10 andre danske kvinder for at deltage i et 14 dages malekursus hos kunstneren Birthe Kjærsgaard. Birthe Kjærsgaard, der selv er fra Løgstør og om sommeren er at finde i Fiskerhuset på havnen, tilbringer en del af året i Nafplion, Grækenland, hvor hun har lejlighed. Og det var netop området ved Nafplion, der var base for dette malekursus, der - udover at udvikle kursisternes kunstneriske evner - også bød på dejligt samvær og solskin, græsk kultur, udflugter i omegnen samt en heldagstur til søs. De 12 glade kursister blev indlogeret på hotel i byen Tolo, hvor hotellets udendørs terrasse, der ligger blot et stenkast fra strandkanten, blev forvandlet til atelier. Her blev der dagligt, med sol og sang, arbejdet på højtryk med at forvandle de hvide lærreder til kunstværker, der slutteligt blev vist frem ved en fernisering i hotellets højloftede lokaler. Kurset er et af to faste kurser, som Birthe Kjærsgaard afvikler årligt i det græske, hvert forår på øen Kalymnos og om efteråret i Tolo. Begge kurser er henvendt til alle danskere uanset køn, alder og niveau. Eneste kriterium er, at man skal have lysten til at lege med farver.