Løgstør satte pres på fra start

LØGSTØR:FODBOLD, SERIE 2, LIF-MØLDRUP (3-3) 7-3 Løgstør startede kampen med at sætte modstanderen under pres med et godt og varieret spil, hvor hele banen blev brugt til opspillet og holdet havde da også enkelte forsøg inden Karsten Pedersen efter otte minutter scorede for hjemmeholdet på et følt skud i det lange hjørne. Efter scoringen fortsatte hjemmeholdet det gode spil, der gav en scoring til 2-0 ved Heino Kristensen, der udnyttede et fladt indlæg fra Mads Madsen efter 14 minutter. Føringen blev nok lidt af en sovepude for Løgstør, der i den efterfølgende periode gav modstanderen alt for megen plads og ikke fik sat sig igennem i tacklingerne samtidig med at spillet frem af banen ikke fungerede rigtigt, hvilket Møldrup udnyttede til at reducere efter 22 minutter på et kiks i Løgstør`s forsvar. Gæsterne fortsatte med at presse hjemmeholdet, der slet ikke kunne få gang i spillet og udligningen kom da der var spillet 28 minutter i en situation, hvor Løgstør blev fanget langt oppe på banen og ikke nåede med helt hjem. Udligningen vækkede dog ikke Løgstør, der stadig ikke var oppe i samme omdrejninger som fra start og holdet kom bagud efter 35 minutter, hvor Møldrup fik et frispark fra omkring 35 meter fra mål, men alligevel blev der scoret på sparket. Løgstør fik dog udlignet kort før pausen ved Karsten Pedersen. Træner Terkel Ckristensen havde nok talt med store bogstaver i pausen, for hjemmeholdet kom ud til anden halvleg med en anden indstilling end i den sidste del af første halvleg og pressede igen modstanderen godt, hvilket gav en scoring til 4-3 efter et kvarter ved Heino Kristensen på et perfekt hjørnespark fra Henrik rasmussen. Karsten Pedersen scorede sit tredje mål da der var spillet 19 minutter til en føring til Løgstør på 5-3. Herefter var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse til Løgstør, da Møldrup som halvlegen skred frem blev mere møre. Løgstør følte sig nok med rette underkendt, da der var spillet en halv time, hvor Karsten Pedersen blev fældet i feltet, men til alles forbavselse forblev dommerens fløjte tavs. Kampens to sidste mål blev sat ind af Martin Hedegård efter 35 minutter og Brian Zimmer med fire minutter tilbage af kampen. Trods den sikre sejr var Løgstør`s spil i perioder ikke alt for godt og ikke alle nåede op på den standard der tidligere er vist. Med sejren bevarer Løgstør placeringen i top 4 og det ser på dette tidlige tidspunkt af turneringen ud til at rækken er ved at brække over med fire hold i toppen, hvor der er hård kamp om placeringerne.