Løgstør sejrede på hjemmebane

LØGSTØR:Topopgøret mellem Løgstør HK og Aalborg KFUM i håndboldherrernes jyllandsserie blev vundet af hjemmeholdet, som dermed bevarede sin førsteplads. Løgstør-sejren blev på 28-25 efter en føring på 17-11 ved pausen. Straks fra første fløjt kom hjemmeholdet foran og med tre–fire mål og førte med seks mål ved pausen. En føring der blev udbygget i anden halvleg til 22-13. Herefter kom hjemmeholdet lidt i problemer i en 5-1 opstilling, men nærmere end tre mål kom gæsterne dog aldrig. I målet stod Jacob Gregersen en stor kamp, mens Troels Larsen på den ene fløj med udfordrende spil blev sit holds topscorer med 8 mål. De øvrige mål blev fordelt mellem Martin Nørager 5, Rune Christensen 4, Lasse Christensen 4, Henrik Nørager 3, Lasse Pedersen 3 og Jonas Røge 1. LØGSTØR: For anden gang i træk smed Løgstør HK’s håndbolddamer i jyllandsserien et point væk i slutfasen af en kamp, da Aalborg KFUM søndag eftermiddag gæstede Løgstør Hallen. Kampen endte uafgjort 22-22 efter en føring på 11-10 til hjemmeholdet ved pausen. Fem sekunder før tid udlignede Aalborg KFUM. Løgstør damerne havde ellers en gylden chance for at sikre sig begge point. Holdet førte 22-18 og et minut før tid brændte holdet straffekast foran 22-21. - Vi taber et point i dag. Det er utur, vi ikke får begge point, men vi var uheldige med vores afslutninger. Dog var der fremskridt at spore i vores spil, der lover godt til de kommende kampe, siger træner Svend Aage Nielsen. Løgstørs mål blev scoret af Anika Larsen 5, Jannie Davidsen 5, Trine Zimmer 4, Mia Krogsgaard 3, Julie Dolleris 2,Anne Johansen 1, Jannie Kjær 1 og Camilla Møller 1. HVALPSUND: Hvalpsunds damer i jyllandsserien tog i weekenden imod rækkens bundhold fra Hobro. Gæsterne kom bedst fra start og bragte sig ret hurtigt foran med et par mål. I det sidste kvarter af første halvleg kom Hvalpsund dog op i tempo og scorede hurtigt 9 mål, mens Hobro kun formåede at score 2. Hvalspund kunne gå til pausen med en halvlegs føring på 13-8. Starten af 2. halvleg blev en kold dukkert for Hvalpsund. Allerede efter ti minutters spil var halvlegsføringen på 5 mål indhentet, og efter et kvarters spil havde Hobro bragt sig foran med et enkelt mål. Det fik Hvalpsund-holdet til at vågne op og sætte tempoet i vejret igen. Slutresultatet blev en sejr på 25-22 til Hvalpsund. Hvalpsunds topscorer blev igen Susanne Nørskov med 10 mål, mens Camilla Nielsen scorede 8, Annika Johansen 4 og Mai Britt Trend, Anette Kristensen og Maria Madsen hver et mål. Forude venter der holdet to svære udekampe mod henholdsvis Aalborg KFUM og Strandby/Elling, inden holdet i den sidste hjemmekamp før jul møder topholdet Aabybro.