Løgstør-støtte til musikhus

Løgstør Kommunes Erhvervsråd finder det ubegribeligt, at nordjysk musikhus i Aalborg ikke giver genlyd hos vendelboer

Musik 19. marts 2003 07:00

LØGSTØR: - Jeg forstår ikke, at Vendsyssel ikke kan se perspektiverne i projektet. Sådan lyder det fra formanden for Løgstør Kommunes Erhvervsråd, bagermester Keld Dal, Løgstør, efter at det er kommet frem, at kommuner og virksomheder i Vendsyssel ikke ligefrem står i kø for at give en skærv til det nye Musikkens Hus i Aalborg. Løgstør Kommunes Erhvervsråd var som det første nordjyske erhvervsråd på banen med økonomisk støtte på 50.000 kr. til musikhuset, der er planlagt placeret på havnen i Aalborg. Også Løgstør Kommune har givet 50.000 kr. Formanden for det lokale erhvervsråd er ekstra stolt over, at Løgstør Kommunes Erhvervsråd var først med økonomisk støtte, efter han nu har haft lejlighed til at se nærmere på planerne om musikhuset, der fornylig blev præsenteret. - Det projekt som arkitektfirmaet Coop Himmelb(l)au vandt med i arkitektkonkurrencen er jo helt formidabelt. Jeg føler mig næsten hensat til operahuset i Sydney, siger Keld Dal, der står helt uforstående over, at borgmester Erik Sørensen (S), Frederikshavn, i NORDJYSKE Stiftstidende har kaldt det nye musikhus for et Aalborg-projekt. - Den udtalelse finder jeg helt hen i vejret. Det kan da godt været, at Vendsyssel føler man ligger langt fra Aalborg. Det kan Himmerland også gøre i nogle henseender. Men ligegyldigt hvad så er Aalborg den nordjyske hovedstad - og selvfølgelig skal der støttes op om et initiatv som Musikkens Hus. Det bliver jo hele Nordjyllands hus, fastslår Keld Dal. Der mangler i øjeblikket 11 mio. kr., før huset til en halv milliard kroner kan opføres på haven i Aalborg. Det forventes, at huset står færdigt i 2006. Musikkens Hus vil få op imod 1000 daglige brugere. Nordjysk Musikkonservatorium stiller med studerende, docenter, deltidsansatte lærere og et teknisk/adminstrativt personale. Fra Aalborg Universitets Institut for Arkitektur & Design kan Musikkens Hus regne med at få studerende. Desuden er der lærere, forskere og ph.d.-studerende, et teknisk/administrativ personale samt institut- og studieledere. Universitets Institut for Musik og Musikterapi kommer med studerende og ansatte, mens Aalborg Symfoniorkesters fastansatte musikere og personale også vil holde til i huset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...