Løgstørhotel får lov at køre videre

Alt tyder på at den fortsatte drift af Løgstør Parkhotel er sikret.

Løgstør Parkhotel er nu reddet fra konkurs. Arkivfoto: Claus Søndberg

Løgstør Parkhotel er nu reddet fra konkurs. Arkivfoto: Claus Søndberg

Skifteretten i Aalborg udsatte i går en betalingsstandsning frem til 2. marts efter hotellets driftsselskab gik i betalingsstandsning i sidste uge. Samtidig har hoteldirektør Jan Storgaard nu samlet de penge fra lokale investorer, der skulle kunne sikre oprettelsen af et nyt driftsselskab, hvis det gamle selskab ikke overlever betalingsstandsningen og går konkurs. Både Jan Storgaard og den tilsynsførende advokat for det gamle driftsselskab, Torben Haldrup, Løgstør, tror på, at den mest sandsynlige løsning er, at det gamle driftsselskab går konkurs og et nyt driftsselskab tager over. - Jeg har mødt meget stor lokal opbakning hos en række lokale større eller mindre virksomheder, som jeg har været rundt ved i bestræbelserne på at rejse midler til et nyt driftsselskab. De er klar til at skyde penge ind, så jeg tror på, at det bliver løsningen. Men nu har vi under alle omstændigheder et pusterum frem til 2. marts til at få styr på tingene, siger Jan Storgaard. - Det vigtigste for mig er, at hotellet kan drives videre og de 85 arbejdspladser kan beholdes. - Om konstruktionen bliver den ene eller den anden er ikke så afgørende. Bare vi får sikret en fornuftig ordning, som sikrer, at vi hotellet fortsætter. Og det er jeg nu så godt som overbevist om, at vi gør på den ene eller anden måde, siger Jan Storgaard. Hoteldirektøren har lokalt samlet over en million kroner, der skal bruges til at danne et nyt driftsselskab og betale husleje til Ejendomsselskabet Island A/S, der ejer hotellet. - Hotellet er ved at få positiv drift, så kommer vi over den her hurdle, så er jeg fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden, siger Jan Storgaard. Hotellet har gennem de senere år været ejet af de to sjællandske finansmænd, Henrik Schimming og Poul Petersen. Hidtil har de sendt penge for at sparke hotellet godt i gang efter mange år med underskud, men de standsede betalingerne, da finanskrisen begyndte at kradse hos dem begge. De manglende penge fra de to finansmænd tvang det gamle driftsselskab i betalingsstandsning forleden.