Løgstør

Løgstørvirksomhed i europæisk koncern

40 arbejdspladser på to adresser forbliver i Løgstør

LØGSTØR:Ejeren af virksomheden "Berg & Probeco" i Løgstør, Kim Berg, har solgt sin virksomhed til et holdingselskab med hovedsæde i Strassburg. Samtidig bliver han én af 4 hovedaktionærer i holdingselskabet. Dermed bliver en af Løgstørs produktionsvirksomheder en del af et større internationalt branchesamarbejde. "Berg & Probeco", der blandt andet producerer registersystemer og selvklæbende produkter til det globale kontormarked, fortsætter som selvstændig virksomhed i Løgstør, men ejes nu af T3L Holding sas med adresse i Strassburg. Det er 13 år siden, Kim Berg grundlagde Berg & Co. på Danmarksvej 5 i Løgstør, som han siden har drevet som selvstændig virksomhed. Senere etablerede han også firmaet Probeco på Tinghøjvej. Finanskrisen gjorde det imidlertid nødvendigt at kigge på rationaliseringer, og det gjorde Kim Berg ved at fusionere de to virksomheder for et år siden. - Hele virksomheden og medarbejderne har gjort en kæmpeindsats gennem krisen, og det er årsagen til, at det er lykkedes så godt. Vi har fået meget positivt ud af finanskrisen, og er faktisk kommet styrket ud af den ved at tage de nødvendige skridt i tide, siger Kim Berg. I kølvandet på fusionen for et år siden kom der følere fra T3L Holding, der i forvejen står bag virksomhederne Tarifold i Frankrig og 3L Office Products A/S i Danmark. Efter langstrakte forhandlinger valgte Kim Berg at indtræde i T3L gruppen, og nu har han sat de endelige underskrifter på aftalen. - 85 procent af Berg & Probecos omsætning hentes på det udenlandske marked. Med vores indtræden i T3L Holding kan vi opnå mange synergier på både indkøb og salgssiden samt ikke mindst på kapitalsiden. - Det giver os et fantastisk rygstød og er med til at fremtidssikre virksomheden, siger Kim Berg, der er glad for, at virksomhedens fortsatte eksistens i Løgstør er en hjørnesten i hele aftalen. Aftalen indebærer, at Kim Berg bliver administrerende direktør i Berg & Probeco, der fortsætter uændret i Løgstør med samtlige omkring 40 medarbejdere fordelt på de to adresser. I den samlede koncerns tre virksomheder er der 160 ansatte. Kim Berg går i forbindelse med handelen ind i holdingselskabets ejerkreds med 20 procent af aktierne. De tre øvrige hovedaktionærer er kapitalfonden Field Sicar i Luxemburg (16,82 procent) og CIC investment i Frankrig (29,42 procent) samt virksomheden 3L-Ludvigsen A/S i Danmark (26,16 procent). De resterende 7 procent er fordelt på managements aktier. Salgsdirektør Bjarne Jacobsen ser også nye muligheder åbne sig efter fusionen: - De individuelle virksomheder er blevet styrket, og vi får blandt andet adgang til Tarifold og 3L's distributører i hele verden, ligesom aftalen giver os mulighed for at benytte Tarifolds lager i USA til vore kunder. Det er blot nogle af de mange fordele, der ruster Berg & Probeco i den internationale konkurrence, siger han. Kim Berg ejer fortsat bygningerne på Danmarksvej 5 samt virksomheden Grafisk Bind i Århus.