Løgstør

Løgstørvirksomhed solgt til europæisk koncern

40 arbejdspladser på to adresser forbliver i Løgstør

Virksomheden "Berg & Probeco" i Løgstør, der blandt andet producerer registersystemer og selvklæbende produkter til det globale kontormarked, er blevet solgt til det europæiske selskab T3L Holding. Samtidig bliver ejeren, Kim Berg, én af 4 hovedaktionærer i det europæiske holdingselskab. Dermed bliver produktionsvirksomheden en del af et større internationalt branchesamarbejde, og virksomheden fortsætter som selvstændig virksomhed i Løgstør med cirka 40 medarbejdere. Følere fra Strassburg Det er 13 år siden, Kim Berg grundlagde Berg & Co. på Danmarksvej 5 i Løgstør, som han siden har drevet som selvstændig virksomhed. Senere etablerede han også firmaet Probeco på Tinghøjvej. Finanskrisen gjorde det imidlertid nødvendigt at kigge på rationaliseringer, og det gjorde Kim Berg ved at fusionere de to virksomheder for et år siden. I kølvandet på fusionen for et år siden kom der følere fra T3L Holding med hovedsæde i Strassburg, der i forvejen står bag virksomhederne Tarifold i Frankrig og 3L Office Products A/S i Danmark. Salget sikrer fremtiden Efter langstrakte forhandlinger valgte Kim Berg at indtræde i T3L gruppen, og nu har han sat de endelige underskrifter på aftalen. - 85 procent af Berg & Probecos omsætning hentes på det udenlandske marked. Med vores indtræden i T3L Holding kan vi opnå mange synergier på både indkøb og salgssiden samt ikke mindst på kapitalsiden. - Det giver os et fantastisk rygstød og er med til at fremtidssikre virksomheden, siger Kim Berg, der er glad for, at virksomhedens fortsatte eksistens i Løgstør er en hjørnesten i hele aftalen.