Narkokriminalitet

Løj og stjal for at betale narkogæld UDE AF SPILLET: 24-årig kvinde varetægtsfængslet indtil retssag om bedragerier til 220.000 kr.

HIRTSHALS/HJØRRING:Siden sidste sommer har en 24-årig kvinde fra Hirtshals den ene gang efter den anden under falsk navn narret penge fra pengeinstitutter og finansieringsselskaber for at få råd til heroin og betale sin narkogæld. Onsdag formiddag blev hun anholdt af Hjørring Politi, og i går blev hun i et grundlovsforhør i Hjørring varetægtsfængslet indtil 28. marts, sigtet for 10 tilfælde af bedrageri og forsøg på bedrageri til i alt 220.000 kr. Og politiet er ved at efterforske endnu flere sager mod kvinden. - Foldbjergcentret tog metadonen fra mig for fem måneder siden, fordi min eks-kæreste løj for dem, da jeg slog op med ham. Jeg var nødt til at købe heroin, for jeg kunne ikke skaffe metadon på det sorte marked, forklarede kvinden i grundlovsforhøret. Vil ikke dø pga. narko Dermed oparbejdede hun en solid narkogæld, som hun ikke kunne betale, og det førte til bedragerierne. - Jeg ville ikke dø eller have tæsk pga. narko, sagde hun. Kvinden insisterede på at blive løsladt, så hun kunne komme ud til sin kæreste. - I behøver ikke være bange for at jeg gør det igen. Det har jeg ingen grund til. Jeg har fået metadonen igen for 14 dage siden, og min far har lovet at hjælpe mig med at betale min narkogæld på 25.000 kr., forklarede den 24-årige, der har taget heroin siden hun var 14-15 år gammel. Inden kvinden sidste sommer begyndte serien af bedragerier, havde hun 11 domme for berigelseskriminalitet, og anklagemyndigheden tror ikke på at hun holder sig til lovens bogstav, hvis hun bliver sat på fri fod frem til retssagen, der er berammet til 28. marts. Ankede til Landsretten Kvindens forsvarer protesterede imod anklagerens krav om fire ugers varetægtsfængsling, men dommeren var enig i at der er en risiko for at kvinden fortsætter sin kriminelle løbebane, hvis ikke hun holdes bag lås og slå. Dommeren mente dog at politiet sagtens kunne blive færdig med efterforskningen af de sager, hvor der endnu ikke er rejst sigtelse, inden 28. marts, så alle sagerne kan afgøres ved samme retssag. Kvinden ankede på stedet varetægtsfængslingen til Landsretten.